Bøger og artikler
Min seneste lyriksamling Cezilias Ballader kan købes hos Saxo. Følg linket: Få Cezilias Ballader af Gert Maarløw Nicolaisen som Paperback bog på dansk
Min vikingeroman NORNESPIND kan nu høres på MOFIBO.
Mit digt Kanariefuglenes Frihed er blevet oversat til persisk af den anerkendte digter og oversætter Farzaneh Dorri. Det er en stor ære for mig, som jeg takker hende meget for. Du finder oversættelsen det her:
På dansk: Lyrik – Gert Maarløw Nicolaisen (maarloew.com)
In English: Liberty of Canaries – Gert Maarløw Nicolaisen
I 2022 skrev jeg en artikel om sygdommen MCS , som godt kan få en til at tænke på kanariefuglene i minerne op gennem historien. https://mcsforeningen.dk/wp-content/uploads/2022/10/MCSinfo-96_oktober2022_MCS-er-tegn-paa-syg-verden.pdf
Jeg vil også gerne fortælle dig lidt om nogle af de bøger, jeg har skrevet. Min første udgivelse var om den unge Holger Drachmann og hans hustru Vilhelmine. SAKUNTALA hedder den. Det er en bittersød, biografisk fortælling om den store romantiske kærlighed og dens møde med den moderne verden. Den amerikanske forlægger Karina Schmitt fra Sophie Publishing House, Inc har læst og anmeldt Sakuntala. Du kan læse anmeldelsen her.
Den næste bog er om de vikinger, der rejste til Grønland omkring forrige årtusindskifte. Den handler om udlængsel, kærlighed og dæmoni. En rejse på jorden, i gudeverden og i det underbevidste. NORNESPIND er titlen. Nornerne er de tre skæbnegudinder, der væver vores skæbner af livstrådene på deres væv. De kender billedet, vi ser kun bagsiden og fatter intet. Læs den amerikanske forlægger Karina Smitts anmeldelse af Nornespind her.
Tredje bog er en samling korte noveller med navnet RØD CYKLUS 2.0. Det er en samling dystopiske fortællinger fra en fiktiv verden, hvor kvinder, som redskab for skjulte pengekræfter, har taget over og mænd er marginaliserede og handlingsforladte. Du kan læse Charlotte Hailes anmeldelse her. Bibliotekernes anmeldelse her.
Min bog SLÆGT er skrevet til min datter. Den havde længe ligget på bedding. Da så coronaen i marts 2020 lukkede landet og livets afslutning syntes lidt mere nærværende, føltes det som knoglemandens diskrete prik på skulderen og en reminder om at komme i gang. Bogen åbner med følgende afsnit:
”… tilgiv mig en kort digression her, da coronaen leder mine tanker til min mors onkel Helmer Rasmussen fra Damsmosegården i Villingerød, der døde under den Spanske Syge i 1919. Han var, som de fleste, der døde af den sygdom, ung og stærk. En passioneret traventusiast, der hjembragte pokaler, når han manøvrerede sulky og heste rundt på banen. Men Helmer Rasmussens ungdom og styrke hjalp ham ikke i mødet med den spanske influenza. Han døde, som så mange af sine jævnaldrende, fordi den Spanske Syge vendte ungdom og styrke mod dens ofre, kaprede den syges immunsystem og brugte det mod patienten, der omkom i voldsomme indre kampe. Cytokinstorm kalder vi det i dag. Sådan virker coronaen Covid-19 ikke helt. I hvert fald tager Covid-19 med forkærlighed os gamle og svækkede efterladende børn og unge til en verden, som den fremover måske må forventes at blive en langvarig gæst i. Nå, nok om epidemier for denne gang, om Gud vil, kommer vi tilbage til, hvordan Helmer Rasmussens søster, der samtidigt var gravid og ramt af den Spanske Syge, overlevede og endda fødte en fuldbåren søn, som hun naturligvis døbte Helmer Mogens Nielsen. Og hun fortsatte for i alt at sætte 10 børn i verden, hvoraf min mor var den næstældste”. Du kan finde bogen her. SN.dk har omtalt bogen i en artikel, som du kan finde her, den er desværre bag betalingsmur.
Du finder mine eksamener her: Eksamener – Gert Maarløw Nicolaisen (maarloew.com) Og nogle af de artikler jeg har medvirket til her: Gert Maarløw Nicolaisen – Academia.edu
Debat
I forbindelse med de nu skrinlagte planer om et tårnbyggeri i Brande skrev jeg i et debatindlæg, at planerne rummede mindre kreativitet end en veldrevet børnehaves sandkasse.
Sange
Mine sange er meget forskelligartede. Du finder nogle eksempler her. Der er også nogle videoer på Youtube, som du er velkommen til at kikke på. Ikke mindst en sang om min nu afdøde, men vidunderlige hund O’Malley, der blev alvorlig syg efter at hans bedste ven den lokale pølsemand lukkede, også som følge af sygdom. Alt i alt en trist baggrund, men også en opfordring til at komme videre trods de slag som livet byder os alle.
Egen saga
Barndom og skoleår
Første april 1952 ankom jeg til fødeklinikken på Martinsvej Frederiksberg lige ved Søerne. Mine forældre havde et årstid forud herfor erhvervet en bagerforretning i Nansensgade 23 vel 10 minutters gang fra fødeklinikken.
Det blev et stykke vej jeg ofte kom til at gå al den stund, at jeg kom til at gå på Johannesskolen, der næsten lå dør om dør med den daværende fødeklinik. Skolen var en enhedsskole, hvor man kunne fortsætte til man blev student. Desuden var det en betalingsskole, et faktum der nødvendiggjorde at jeg måtte have friplads, da min far på grund af en canceropperation mistede en del af sin erhvervsevne.
Tidlige studieår
Jeg kom trods alt igennem til studentereksamen og blev matematisk / fysisk student i 1971. Herefter startede jeg på at læse samfundsfag. Efter et år skrev jeg en opgave om antipsykiatriens fader Laing, der var meget oppe i tiden. På den måde tog jeg en delprøve i sociologi og socialpsykologi. Jeg skiftede derefter til medicinstudiet for at forfølge det psykiatriske spor.
I de næste år læste jeg medicin på Københavnsuniversitet og senere på Rigshospitalet. Samtidigt havde jeg job som portør på Sankt Joseph Hospitalet. Senere fik jeg parallelt med studierne ansættelse på et hjemmeundervisningscenter for adfærdsvanskelige børn, som det hed i de år. Stedet var meget progressivt. Påvirket af psykologen Pearl og af gestaltskolen. Ånden fra den samtidige Summerhill Skole kunne også spores i arbejdet.
Glutenintolerans
Samtidigt med at jeg i 1971 startede på universitetet var jeg blevet syg af en lidelse, der sendte mig på en årelang og sikkert ekstremt dyr tour de force mellem forskellige læger og klinikker. Det var først i midten af 1990erne, at den fremragende overlæge og allergolog på Rigshospitalet Hans-Jørgen Malling afdækkede problemet. Med en serie provokationstests blev det vist, at jeg ikke kan tåle gluten. Mange lærde læger har klare og veldefinerede meninger om gluten overfølsomhed og den diagnostik der følger med. Virkeligheden og patienternes erfaringer er ofte mere komplekse og flertydige.
Men markedet og talrige menneskers indkøbskurve har siden vist, at trods besværet og de ekstra udgifter, så er livet entydigt meget meget mere udholdeligt for patientgruppen, som jeg tilhører, uden daglig eksponering for gluten. Og man kan se at patientgruppen er langt større end statistikkerne viser. Jeg tror nok, at Malling dengang har lagt sig ud med den faglige jantelov med sin udredning af min tilstand. Og jeg ved, at mindre kompetente læger, siden har rettet diagnosen til en mere politisk korrekt diagnose. Men det ændrer ikke ved, at jeg, og sikkert mange andre med mig, er Malling dybt forbundne, fordi hans udredning ændrede vores dagligdag og genåbnede muligheder, der havde været lukket. Fordi han vægtede virkeligheden over det herskende paradigme. Det er den slags der skaber nybrud og fremskridt.
Efter opdagelsen af min glutenintolerans blev alt igen forandret til det bedre. På dette tidspunkt havde sygdommen imidlertid haft så fatale konsekvenser, at jeg havde været nødt til at opgive mit studie.
Studiestop, sygdom, arbejdsløshed, selvstudier og tilbagevenden
Jeg var, som man vil forstå, dog heldig midt i uheldet. Jeg fik efter en årrække med ufaglært arbejde og arbejdsløshed taget en uddannelse som laboratorietekniker. Forud herfor var jeg i en periode blevet tilknyttet Medicinsk Historisk Museum i et jobtilbud. Her ordnede jeg deres bogsamling og stedets omfattende samling af kirurgiske instrumenter, der bar minder om en tid, hvor smerte og død var et hverdagsfænomen på en helt anden måde end i dag. Jeg fik også lejlighed til at dykke ned i gamle overleverede skrifter, om blandt andet psykisk sygdom. Jeg skrev på den baggrund en artikel om renæssancelæge ved navn Agrippa. Også dette blev et vendepunkt, der ledte mig tilbage mod mit gamle fag.
I en periode med ledighed havde jeg forud herfor kastet mig over selvstudier på det Kongelige Bibliotek, hvis brevsamlinger var en stor kilde til inspiration, viden og energi. Det blev tiden omkring Det moderne gennembrud jeg fokuserede på. Og jeg tror, jeg kan sige, at hvad jeg manglede af supervision og faglig support, havde jeg til gengæld i engagement. Hertil kom den originalitet, der naturligt udspringer af at være ”udannet” indenfor litteraturhistorien.
Min tid på det Kongelige Bibliotek kom til at danne grundstammen i en eksperimentel biografi og litteraturhistorie, som jeg har kaldt SAKUNTALA Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann. Bogen udkom 2018 på forlaget mellemgaard.
Laboratorietekniker
Professionelt arbejdede jeg fra 1995 til 2002 på det, der dengang hed Institut for Fødevaresikkerhed og Toksikologi. Jeg startede som laboratorietekniker og endte som laboratoriefuldmægtig. Stedet var dengang en fantastisk faglig mødeplads for en stor rigdom af faglige baggrunde. Biokemikere, farmaceuter, ingeniører, cand. scienter, teknikere, laboranter, sekretærer og dyrlæger. Fremragende internationale kapaciteter med en god økonomisk platform og høj integritet i den offentlige debat. Ja det var måske mest tydeligt i 1990erne. Instituttet lå næsten dør om dør med TV-byen i Gladsaxe og journalister havde deres næsten daglige gang på instituttet. Jeg medvirkede i de år ved flere videnskabelige arbejder derude; blandt andet et projekt, hvor vi udviklede tests, der skulle erstatte nogle ubehagelige dyreforsøg. I et anden projekt, testede vi sammenhæng mellem et soya produkt i kosten og udviklingen af cancer. Det var imidlertid som om et vendepunkt indtrådte, da Ritt Bjerregaard fyrede den enormt vellidte chef for Fødevarestyrelsen Ole Kopp. Og da jeg selv efter Fogh’s magtovertagelse i 2002 med ikrafttræden på min 50års fødselsdag, blev ramt af sparekniven, forlod jeg instituttet med et postgraduat kursus i toksikologi og en klar følelse af, at jeg nok alligevel var en af de heldige i det forløb. Stedet blev ramt af den ene sparemassakre efter den anden i årene der kom.
På Novo i Kalundborg åbnede man så muligheder for at jeg fortsat kunne yde en indsats og tjene til dagen og vejen. Der var jeg i halvandet lærerige år. Det er en arbejdsplads med et nødvendigt højt krav til effektivitet og akkuratesse. Mange af mine opgaver var dog meget rutineprægede, noget som blev en udfordring for mit mere sprælske og kreative temperament. Til gengæld var der et fremragende kollegialt sammenhold og Novo viste meget store tolerancer når en medarbejder var syg.
Efter jeg i 2004 havde skiftet arbejdsplads, havde jeg fortsat kontakt med flere kollegaer dernede fra. En af dem skrev til mig på et tidspunkt, at hun havde fået cancer. Det blev et langt og meget lidelsesfuldt forløb for hende. Først indtil diagnosen var stillet og derefter under hele behandlingen, der desværre ikke kunne rede hende. Hun døde, som alt for mange andre, alt for tidligt som følge af canceren. Men gennem hele forløbet var hun ansat på Novo, der udbetalte fuld løn trods langvarig sygemelding. Jeg tror ikke mange andre arbejdspladser ville kunne støtte så smukt op om en syg kollega hele vejen til livets afslutningen.
Københavns LyrikCafé
Gennem årene fra 1990 og frem deltog jeg, sideløbende med mit professionelle arbejde, i lyrikoplæsninger i Københavns LyrikCafé. Jeg arbejdede ud fra mit eget kulturstandpunkt, hvis kerne er, at den moderne verden, der opstod i 1800tallets slutning nu rækker efter en afløser. En omkalfatring af kulturen er igen nødvendig, præcis som Holger Drachmann og Georg Brandes m.fl. proklamerede dengang. Som en naturlig følge heraf skrev jeg overvejende metrisk bundne og rimende digte. Noget der selvklart gav anledning til megen hovedrysten. Da jeg desuden valgte at følge mit hjerte og derfor skrev kritisk om EU og positivt om Danmark, vakte jeg naturligvis en del vrede, der så lagde sig oveni i den nævnte hovedrysten. Tavsheden omkring mig var larmende og jeg blev genstand for, hvad jeg vil kalde, aktiv, opsøgende forbigåelse.
Ikke desto mindre kom der busser fra provinsen for at overvære oplæsningerne i Københavns LyrikCafé. Og vi var naturligvis mange oplæsere, der glædede os over det. Klummer og vittighedstegnere gjorde sig skiftevis kloge og muntre over dette undergrundsfænomen, der konkurrerede med den mediedefinerede virkelighed om opmærksomhed og anerkendelse. Cafékunstnere kaldte man os. Jeg husker ikke lige, hvem afsenderen var, men arrogancen og nedladenheden var så tydelig, at man kun kunne føle det smigrende.
Fortsættelse følger
Created my free logo at LogoMakr.com