Dårlig opdragelse eller spareøvelse
Efter Børne- og Uddannelsesministerens karikerende udmelding om PDO (Pisse Dårlig Opdragelse), er der kommet en (uddybende?) udmelding i Altinget fra forbundsformanden for DSU Katrine Evelyn Jensen. (se link nedenfor)
Der er tale om en mere nuanceret tilkendegivelse og den er baseret på en oplevet virkelighed, begge dele noget der kalder på respekt og mere seriøs gennemlæsning. Det er modigt af et ungt lovende politisk talent, sådan at gå ud og feje op efter en, i øvrigt OK minister, der har tabt tingene på gulvet.
Der har dog næppe været tale om en fortalelse i ministerens udmelding. Den falder nemlig fint i tråd med socialdemokratiets tidligere udmeldinger, om at det specielle handicapområde, efter partiets opfattelse fylder for meget i budgetterne.
Men tilbage til KEJ, for hun har fat i noget fornuftigt her. Det er nemlig, som hun så rigtigt fremhæver, et politisk ansvar, at adgangen til hjælp er knyttet til en diagnose.
Det er FULDSTÆNDIG UACCEPTABELT at politikere blander sig i psykiateres og psykologers diagnostisk.
En diagnose, som i øvrigt alt for ofte betvivles eller ignoreres i sagsbehandlingen. Samtidigt med, at borgernes retmæssige adgang til hjælp hindres gennem uværdige kreative fortolkninger og finter eller direkte manglende efterleven af lovgivningen. Kronen på dette værk er, at ankestyrelsen ikke sagsbehandler til tiden, så tingene udsættes i en uendelighed.
Men tilbage til diagnosen, for her er et problem af meget mere alvorlig karakter kommet op til overfladen. Det er nemlig FULDSTÆNDIG UACCEPTABELT at politikere blander sig i psykiateres og psykologers diagnostisk.
Vi kender det fra Sovjet og vi kender det fra Nazityskland. Og det er ikke eksempler til efterlevelse. Det er et problem, som det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet advarer om er ved at dukke op i vores vestlige kultur. (se link nedenfor)
Indgangen til løsning af det specifikke problem, vi fokuserer på her, kunne være at adgangen til hjælp bliver funktionsstyrret, så højt specialiserede læger og psykologer ikke skal bruge deres dyrebare tid på at være dørmænd for et påholdende samfunds adgang til støtte og hjælp.
Status quo er en bureaukratisk absurditet, især når man alligevel ikke efterlever specialisternes anbefalinger.
Men mht KEJ’s rigtige point om at mange senere i livet gerne vil af med deres diagnose; vi ved det er sådan, at mange lærer at leve med tingene på en god måde. SF har været inde over denne problematik på en fin måde. Man kan nu få revurderet sin diagnose og få den ”sletten” igen, ikke? Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl.
For øvrigt viser en ret ny undersøgelse, at mikro og nanoplast ophobes i vores hjerner i stigende grad, og at det kan sættes i relation til demens. Men det er forhåbentligt ikke relevant i denne sammenhæng. (se link nedenfor)
Tak hvis du læste med hertil og hav en rigtig god dag.
Links af interesse:
Political abuse in psychiatry: avoid repeating history
https://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366(25)00141-5/abstract?rss=yes
Bioaccumulation of microplastics in decedent human brains
https://www.nature.com/articles/s41591-024-03453-1
KEJ’s klumme
https://www.altinget.dk/…/man-skulle-tro-at-foraeldre…
Illustration fra