Om kemi i EU

EU har taget flere initiativer i retning af et reducere antallet af dyreforsøg. Senest har EU 16. september 2021 fremlagt krav om fremskyndelse af innovation uden brug af forsøgsdyr til forskning, regulatorisk krævede tests og uddannelse.
Det kan undre at EU vælger at fremme dyreetikken på dette relativt snævre område, når man samtidigt accepterer dybt problematiske levevilkår for langt flere dyr i produktionen. Men det er så den vej, man har valgt at gå.
Jeg har selv haft lejlighed til at bidrage til arbejdet med at udvikle alternativer til dyreforsøg, og kan fortælle, at der bl.a. arbejdes med udvikling af reagensglasmetoder, cellemodeller og en række forskellige computermodeller. Meget kan sikkert speedes op med hensigtsmæssig inddragelse af maskinlæring og AI.
Der er gode muligheder for at få besvaret mange spørgsmål ad den vej. Man må dog imødese at vejen er lang. Og, som man sikkert kan forstille sig, så er der udfordringer, når det handler om at opstille modeller for hele det komplekse system, som en biologisk flercellet organisme, endsige et pattedyr eller et menneske udgør.
Vi står i dag overfor den virkelighed, at der er mere 100.000 kemikalier i vores omverden, som vi ikke kender den sundhedsmæssige effekt af, og vi kender slet ikke den virkning, de udløser i fællesskab; cocktail effekten. EU har også taget initiativer på dette område.
Det såkaldte European Human Biomonitoring Initiative (HBM4EU) er startet i 2017 og afsluttet i 2021. Nettoeffekten er færre tests på dyr og flere målinger på mennesker. Den 27 -28 april i år vil der blive afholdt afsluttende konference.
Det bliver rigtig interessant, hvad der kommer af resultater fra den kant.
Man skal selvfølgelig holde sig for øje, at der stadig er tale om en omvendt bevisbyrde her. Udgangspunktet er fortsat, at et nyt kemikalie er lovligt, indtil dets farlighed er dokumenteret. Det er ikke lykkedes mig at finde noget om, hvilke etiske overvejelser man har gjort sig angående ovenstående afvejning. Hvis du er interesseret i sundhed eller i filosofi eller måske skæringspunktet her, så vil jeg opfordre dig til at følge med i udviklingen.
PS: Hvis du har kendskab til filosoffer, der har arbejdet med de etiske aspekter af disse dilemmaer, så hører jeg meget gerne fra dig.
