Behovet for Specialundervisning 2022

Lægges der bevidst gift ud for synergien mellem almene og specialpædagogiske tiltag?

Udgifterne til specialundervisning har på det seneste været genstand for offentlig diskussion, noget man bestemt må glæde sig over.

Der er imidlertid en forstemmende tendens til at stille problem­stillingen op som en konflikt mellem det almene og det specielle om resurser, der i forvejen er knappe.

Spørgsmålet fortjener dog en bredere tilgang og ikke mindst fortjener det en diskussion, der tænder for det lange lys.

Vi står med stigende problemer i undervisnings- og uddannelsessektoren. Trivsel og læring er ikke som de bør være og vi er vidner til fortsat forringelse på begge parametre.

En særlig alvorlig problemstilling, som vi er nødt til at give vores opmærksomhed, er den voldsomme stigning i hyppigheden autismespekterforstyrrelser (ASF) og ADHD som kan iagttages over hele den vestlige verden.

Når vores undervisningsminister f.eks. i et interview fremhæver den forbedrede og tidligere diagnostik af ordblindhed, som et udtryk for øget fokus på specielle pædagogiske tiltag, uden samtidigt at komme ind på behovet for en national handleplan for den igangværende ASF og ADHD epidemi og den katastrofalt ringe trivsel, så virker det ikke seriøst.

Det henleder tankerne på coronaepidemiens tidlige faser, hvor man nedtonede og fortiede sygdommens alvorlighed og afpassede foranstaltningerne efter resurserne i et forsøg på at dække over manglende rettidig forberedelse. Dette til trods for gentagne advarsler og selvom enhver via nettet kunne gå ud på autoritative internationale fora og forvisse sig om noget andet.

Nu stikker man så hovederne i ligusterhækken nok engang, og forestiller sig, at man kan ”sælge” de foreslåede foranstaltninger, som værende ok set i et fagligt lys og ud fra internationale opdaterede standarder. Så er ideen, at de almene undervisningsaktiviteter og specialundervisningen skal slås om de samme begrænsede midler, på trods af et eksponentielt stigende behov for specialpædagogiske tiltag.

Vi har en epidemi her, som ikke i længden kan skjules ved at skabe en kunstig konflikt mellem almene og specielle pædagogiske aktiviteter.

Det er to fagligheder, der skal synergere og det er et politisk ansvar at bane vejen for en sådan synergi, ikke at lægge gift ud for samarbejdet ved at skabe konflikt om resurser, der er helt ude af trit med, hvad der er på vej.