Tuskegee humanforsøgene med ubehandlet syfilis
Syfilis har været beskrevet i Europa i henved femhundrede år. Det hævdes, at sygdommen blev hentet hjem fra den nye verden, Amerika, som Colombus opdagede i 1492. Man noterede sig, at sygdommen bredte sig på tidens badstuer, hvor man angiveligt ud over selve badet muntrede sig livligt med aktiviteter kønnene imellem. Det førte til, at badstuerne blev lukket ned, og hygiejne som sådan blev nedprioriteret.
Man havde igennem tiderne behandlet spedalskhed med kviksølv, og da lægerne fandt visse lighedstræk mellem syfilis og spedalskhed blev det en indarbejdet kur, som man tilbød patienter igennem flere århundreder.
Sygdommen er livslang uden behandling, men med kviksølv kunne man holde den stangen i nogen grad. Det var sandsynligvis med nogle alvorlige omkostninger i form af bivirkninger, kviksølv er nemlig giftigt for centralnervesystemet og kan fremkalde sindssygelignende tilstande. Det var dog næppe noget problem al den stund, man tilskrev symptomerne den bagvedliggende syfilis. Den legendariske filosof Nietzsche endte sit liv i denne tilstand. Fuldstændig berøvet sine fremragende åndsevner henslæbte han ifølge overleveringen sine sidste år i et galehus, hvor man mod betaling kunne se ham.
Nietzsche døde i år nittenhunderede, fem år før at mikroskopisten Fritz Schaudinn påviste den bakterie, der forårsager sygdommen; Treponema pallidum. Man havde dog endnu et halvt århundrede foran sig før en effektiv behandling blev introduceret.
En uendelig række af undersøgelser har udspillet sig gennem syfilissens historie. Således havde man eksempelvis i Oslo undersøgt en patientgruppe retrospektivt; altså undersøgt patienternes sygehistorie i årene frem til de henvendte sig med deres symptomer.
I USA valgte man den omvendte metode; prospektiv undersøgelse; man fulgte altså smittede patienter fremadrettet uden at tilbyde dem reel behandling. I trediverne, hvor undersøgelsen startede, rådede man over forskellige medicinske behandlinger, som dog ikke var videre effektive.
Ikke desto mindre gav man patienterne placebo, snydemedicin, for at sikre mulighed for at kunne studere ubehandlet syfilis over et længere spand af år.
Forsøget forgik på Tuskegee Universitet Alabama. Der blev indskrevet 600 afro-amerikanske mænd, hvoraf 399 havde latent syfilis, 201 var raske og udgjorde kontrolgruppen. Man startede med at informere om at forsøget ville vare i 6 måneder, men det kom til at strække sig fra 1932 til 1972, hvor en whistleblower lækkede informationer til offentligheden.
Forsøget blev stoppet. På det tidspunkt var 28 døde af syfilis, 100 af komplikationer, 40 af patienternes ægtefæller var smittede og 19 børn blev født med kongenit syfilis.
Det er et særligt grænseoverskridende aspekt, at man fra 1947 og frem hver eneste dag havde haft mulighed for at afbryde forsøget og påbegynde effektiv behandling med penicillin.
Bill Clinton karakteriserede i 1997 forsøgene som skamfulde og racistiske, og han fortsatte med ordene:
“What was done cannot be undone, but we can end the silence,” (…) “We can stop turning our heads away. We can look at you in the eye, and finally say, on behalf of the American people, what the United States government did was shameful and I am sorry.”
https://www.amacad.org/publication/syphilis-nature-nietzsches-madness