Sproget i alle dets udtryk er en fin markør for omfanget af vores hjernekapacitet. Et kort blik op gennem historien kan derfor rumme antydning af hvilken retning udviklingen af denne kapacitet går i. Tidlige tekster som Homers Iliade og Odysseen vidner om, at store tilhørerskarer af antikke mennesker havde evnen til at fatte og fængsles over lange tidsrum af ordrige, komplekse tekster fulde af underfundigheder og metaforik. Og som et udtryk for den sproglige kapacitet hos ekseptionelle begavelser, kan man fremhæve de omrejsende fortællere, der reciterede de store værker. Her kan man notere sig, at fortælleren ikke bare kunne sin Iliade eller Odysse udenad; krydsallusioner mellem værkerne lader nemlig ane, at man var rejsende i begge.
Bevæger vi os halvandet årtusind frem i tiden fortæller Islandske sagaer om lovsigemanden, der på det årlige Ting opremsede samtlige love. Det tog angiveligt nogle dage. Den tidlige norrøne middelalder, vikingetiden, var stort set en talekultur frem til latintalende munke introducerede skrevne tekster. Men deres gengivelser af tidligere mundtligt overleverede værker som for eksempel Vølvens spådom vidner, ligesom talrige andre kilder, om stor sproglig kompleksitet og metaforik, samt om krav om paratviden hos tilhørerne. Man har, ser det ud til, diverteret sig på højt kulturelt niveau de lange vinteraftner ved langilden under taglyren.
Efter yderligere et halvt årtusind når vi frem til Shakespeares skuespil. De fleste kender i dag et eller et par af dem fra film. Men de færreste har oplevet stykkerne i deres helhed på teateret, i oversættelse eller på originalt shakespeareengelsk. Vi er simpelthen ikke længere gearet til så mange tekstmættede og komplekse budskaber afleveret så hurtigt. Derfor vil det nok overraske mange, at datidens skuespillere afleverede stykkerne på to tredjedele af den tid, vi i dag afsætter til en opførsel. Hertil kommer, at Shakespeare ikke opfattedes som finkultur for eliten, men tiltrak almindelige folk i fri konkurrence med hundekampe og bjørnetrækkere. Vi havde med andre ord jævne folk med deres medbragte mad og drikke på de billige rækker i The Globe, som Shakespeares teater hed. Og det var friske folk, der ikke fandt sig i kedsomhed, for så var der kort vej ned til æg og tomater i madkurvene. Vi skal samtidigt være opmærksomme på, at komedierne ofte var forvekslingskomedier, hvor f eks kvindekarakterer udgav sig for at være mænd og vice versa. Kringlet? Ja, ikke mindst fordi samtlige skuespillere var mænd. Og midt i forvirringen må vi holde fast på, at det var langt overvejende et sprogligt skuespil, hvordan skulle man ellers kommunikere slaget ved Agincourt ud til de billige rækker, når dramaet Richard V var på scenen. Et slag hvor ti tusind engelske tropper, hovedsageligt bueskytter, altså bønder, udraderede toppen af fransk ridderadel. Et kært minde for efterkommerne på de bagerste rækker i The Globe. Men udover det ekstremt intense sproglige fyrværkeri, som den enkelte skuespiller stod for at levere, med risiko for at blive ramt af hån og tomater, så var datidens aktører stillet overfor et krav, som ingen nutidig skuespiller ville stille op imod. Det var nemlig nødvendigt for hovedpersonen, at kunne stille op og spille hovedrollen i et andet stykke dagen efter. Man skulle med andre ord kunne spille flere hovedroller hen over ugen, for det samme stykke kunne ikke tiltrække nok publikummer dag efter dag.
Og hvor står vi så i dag i forholdet til sprog og tekstbehandling. Jo, de seneste PIRLS-læsetests viser at 25% af danske børn, hverken kan fortolke, læse mellem linjerne eller læse kildekritisk. Naturligvis er læsningen i sig selv yderligere en barriere i forhold til det tekstuelle og forståelsen, men man må hæfte sig ved, at de mere komplekse funktioner knyttet til bearbejdelsen af det sproglige, også er alarmerende ringe.
Hvis man breder sine betragtninger ud til andre felter end sprogbearbejdningen, kan det nævnes at højere læreanstalter også har udtrykt bekymring omkring de unges regnefærdigheder. Og her igen, tænk på hvordan man på Shakespeares tid har haft alle mulige syge møntfødder, længdemål og vægtenheder.
Man har klaret sig overfor de opgaver hverdagslivet har krævet løst, og man har ladet sig underholde på særdeles højt niveau. Kan vi rose os af det samme i dag? Eller kan vi gøre det bedre?
Et lille sprogligt tiltag kunne være at indoptage ordet ”Hjernehelbred” eller ”Brain Health” i den daglige tale. Man kan måske starte med at Google dem? WHO har for et lille års tid siden introduceret sit første dokument om optimering af hjernehelbredet igennem hele livet.