https://www.linkedin.com/pulse/did-civilization-start-orthopedics-short-story-broken-la-palombara/
Den brækkede lårbensknogle og civilisationens første spor
Det er en meget udbredt historie, at den kendte antropolog Margaret Mead[1] [2]på et spørgsmål om den menneskelige civilisations tidligste udtryk, svarede med en henvisning til et arkæologisk fund af en brækket og helet menneskelig lårbensknogle.
Pointet er at de tidlige mennesker, hvis de skulle være så uheldige at brække et lårben, ikke ville kunne overleve så længe, som det tager at hele det brækkede ben, uden hjælp fra andre. Deres nærmeste har været nødt til at sørge for sikkerhed, mad, drikke og pleje. Det har så endda ikke været gjort med at tage vare på den kvæstede imens knoglebruddet helede op. Nej, der har været behov for bistand resten af den tilskadekomnes liv, ligesom en række opgaver ikke har kunnet varetages af vedkommende.
Vi må formode, at den tilskadekomne har måttet tage sig af opgaver, der var udvalgt, så de kunne passes netop af denne. Det er det mest sandsynlige, at det har fundet sted på den måde, en betragtning der understøttes af fundet af ophelede menneskeknogler fra vores tidligste udviklingshistorie. Og det er en indlysende og smuk tanke, at lade netop et sådant knoglefund markere den menneskelige civilisations begyndelse.
Nu er det ikke helt sikkert, at Margaret Mead er historiens sande ophavsmand, men det fratager den dog ikke sin skarpe pointe. Nemlig, at vi mennesker siden tidernes morgen har været underlagt vilkår, der fra den ene dag til den anden kan ændre på vores mulighed for at udføre handlinger og løse opgaver på samme måde som de andre. I sådanne sammenhænge er vi dybt afhængige af omverdens accept og forståelse for vores behov, ligesom omverdens vilje til at bistå os er en nødvendighed.
Det er et udviklende tankeeksperiment at forestille sig menneskets første møde med et knoglebrud. At se det første menneskes forsøg på at begribe, hvad det betød for dets fremtidige muligheder. Måske har de omkringstående prøvet at få den kvæstede op at stå, og presse vedkommende til at gå. Hvordan har størrelser som empati og umiddelbar forståelse for skadens karakter influeret på de andres ageren? Som vi kan se af knoglefundene, har resultatet i hvert fald nogle gange betydet fortsat overlevelse, måske endda et fortsat liv præget af positive relationer og meningsfulde gøremål.
Man har med andre ord ladet empati, forståelse for problemet og sammenholdet være afgørende for måden at møde den uheldige på. Selvom man næppe har følt sig fuldstændig oplyste om, hvorfor den uheldige ikke bare gjorde som alle andre, nemlig rejste sig og tog sine ting og gik. Selvom man sandsynligvis ikke har forstået, hvad der lå bag de ændrede vilkår for den uheldige, har man fundet en modus vivendi, en måde at leve med det på.
Og så har vi jo lov at formode, at vedkommende har gjort sit bedste for at yde sit til det store fællesskab. Hvem ved, måske har vedkommende tilbudt at passe ilden, der helst ikke skulle gå ud?
Og hvem ved måske har den uheldige udviklet sig til at blive historiefortæller og på den måde blive en samlende kraft i fællesskabet?
[1] Margaret Mead (født 16. december 1901, død 15. november 1978)