At ofre sig for almenvellet
En række enkeltpersoner og organisationer har gennem årene, hvor den videnskabelige metode har været fremherskende, på heroisk vis stillet sig til rådighed for almenvellet ved at tilbyde sig som forsøgspersoner i konkrete veldefinerede medicinske forsøg.
I dag er det en rutinemæssig del af testningen af potentielle nye lægemidler, at midlet skal prøves på en gruppe raske forsøgspersoner. Her er det oftest frivillige, der mod betaling lægger krop til de første forsøg. Forud for dette er midlet grundigt testet på forsøgsdyr og ved en lang række andre undersøgelser. Langt de fleste gange går det problemfrit, men der har dog været tilfælde, hvor et teststof har givet uventede, voldsomme, akutte reaktioner.
I 2006 gik en test af et nyt stof på Northwick Park Hospital alvorlig galt. Den 13. marts blev nogle særlige antistoffer indgivet til otte forsøgspersoner som en første test på mennesker. Stoffet var tiltænkt behandling af forskellige kroniske inflammatoriske lidelser og maligne blodsygdomme. I timerne efter indgivelsen af teststoffet udviklede de frivillige testpersoner ulykkeligvis voldsomme inflammatoriske bivirkninger kulminerende med multiorgansvigt og det man kalder cytokinstorm. Det sidste er den kliniske tilstand som ofte ledte til døden under den Spanske Syge. Historien brød igennem til pressen indenfor et par dage og udløste et spektakulært efterspil. Forløbet belyser tydeligt den risiko, som disse nødvendige forsøg er forbundet med, og den offervilje og risikoberedthed som udvises af de, der stiller sig til rådighed.
White Coat Projektet (WCP) er et eksempel på grupper af frivillige, der har deltaget i medicinske forsøg. I WCP var der for en stor del af forsøgspersonernes vedkommende tale om Syvendendedagsadventister, hvis tro forbyder dem at bære våben. De havde i forbindelse med militære medicinske forsøg, dog indvilliget i at stille sig til rådighed for podning med infektionssygdomme, test af behandlinger og vaccinationer. Dette er eksempel på en forsøgsserie, hvor det religiøse og etiske afsæt hos forsøgspersonerne er en central forudsætning.
Historien rummer også en lang række eksempler på, at læger, har valgt at teste deres medicinske hypoteser på sig selv. Et gribende eksempel herpå er lægen Jesse Lazear, der arbejdede med udredning af årsagerne til gul feber. Under dette arbejde inficeredes han og andre fra hans team med gul feber. Lazear døde i 1900 af komplikationer til denne sygdom, men det arbejde han deltog i fik blivende karakter og har reddet livet for talrige mennesker. Og historien rummer mange andre eksempler på læger og sundheds entusiaster, der har foretaget dybt risikable tests med eget liv og helbred som indsats. Det er ikke få læger, der har drukket gift og bakteriesuspensioner i den gode sags tjeneste og ikke alle er kommet lige godt fra det.
Dette er blot nogle få eksempler for at slå fast, at landvindinger ofte kommer med en pris, og at nogen er parat til at betale denne pris selv. Vi skal senere se på eksempler på, hvordan andre har udpeget deres medmenneske, som den der skulle være forsøgsperson.
Det centrale er, som jeg forstår det her, et spørgsmål om individets ret til at ofre sig for almenvellet stillet overfor almenhedens ret til at ofre individet for en højere sag. Men jeg kan tage fejl, i så fald vil jeg være taknemmelig for at blive gjort klogere.