Et eksempel på ordet og sproget som tankens forudsætning
Pelle Dragsted har i den offentlige debat brugt ordet oligark i dets egentlige betydning, altså en person ud af en mindre gruppe af magthavere. Afledt af de græske ord for få (oligos) og magthaver (arhco).
Dette har afstedkommet, lidt refleksioner hos Kontrast.dk, der i argumentationens tjeneste ikke undser sig for at henvise til det omdiskuterede og nu tabubelagte N-ord.
De to eksempler på ordvalg viser, at vores valg af termer og betegnelser er væsentligt på mange planer. Det handler i høj grad om at begrebsmæssig præcision er en forudsætning for tankens klarhed, men det handler også om at nogle termer og begreber er behæftede med sidebetydninger og associationer, der i nogle miljøer og kontekster kan gribe forstyrrende ind i dialogen.
Retten til at definere sine begreber og få dem indarbejdet i sproget er imidlertid en forudsætning for at kunne håndtere de problemer vi står overfor i verden, og netop at kunne begribe den. Derfor er kampen om sproget væsentlig og foregår hver dag. Her er der nemlig tale om sand magtkamp med langt mere vidtrækkende konsekvenser end man almindeligvis gør sig forestillinger om. Det er en kamp, der i sin yderste konsekvens starter og slutter historiske begivenheder på markedet og på slagmarken.
Jeg vil godt give et tilsyneladende uskyldigt lille sprogligt eksempel på, hvad jeg vil kalde begrebskapring. Det tager sin begyndelse i perioden, hvor USA foretog sine første atomprøvesprængninger.
Man havde nu noteret sig, at de nukleare detonationer kunne give voldsomme virkninger på det omgivende miljø, og man udpegede derfor en minimal øgruppe i Stillehavet til testområde for en række prøvesprængninger i perioden 1946 til 1958. Bikini øerne. Man fordrev simpelthen befolkningen og foretog de planlagte sprængninger, med den eneste retfærdiggørelse, der ligger i den stærkes ret.
Med den tragiske historik som de fleste har associeret det atomare trusselsbillede med i de efterfølgende årtier, skulle man forvente, at ordet Bikini ville blive forbundet med med en uafvaskelig skamplet. Der var også digtere, der gav udtryk for den dybe bekymring for jordens, menneskets og det levendes fremtid, som prøvesprængninger fremkaldte. Digtet Efter Bikini af vor hjemlige Halfdan Rasmussen blev sat i melodi og sunget af mange i min generationsungdom.
Der var også stærke og mere muntre toner der blev slået an i det der så ud til at være de frie kræfters muntre leg med ord og musik. Et eksempel var melodien “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” fra perioden.
Vi ved nu, hvilken betydning og bibetydning ordet Bikini fik i det store billede. Nemlig en raffineret minimal beklædningsgenstand, som rigtig mange glædede sig over, og mange måske også ønskede væk.
Og så står man midt i associationerne til sommerstrandens badepiger alligevel tilbage med et forundret spørgsmål. Hvad skete der lige her? Hvad var det for begivenheder der mistede fokus, og hvad rendte med opmærksomheden. Hokus Pokus så længe alle tænker på sex tænker ingen på politik. Og i dag er det meget få, der associerer fra ordet Bikini til atomtruslen. Ikke desto mindre gyser vi i lyset af den aktuelle trussel på det atomare område, og man må spørge sig, om vi burde have haft mere opmærksomhed rettet mod denne trussel?
Parallellen til ordet Oligark kan virke søgt, men ikke desto mindre er kunststykket ved at reservere ordet Oligark, til de russiske af slagsen af samme beskaffenhed som eksemplet med Bikini.
Det er begreberne og den konsensus vi har om deres betydninger og sidebetydninger, som muliggør vores tænkning og vores kritik af det bestående. Derfor er det en indlysende nødvendighed at sætte sit præg på sproget og gøre ordene til sine. Derfor er sproget en kampplads det er nødvendigt at træde ind på.