Mennesket tilhører den del af dyrene, der har rygsøjle og kranie, og betegnes som vertebrater, modsat orme og andre hvirvelløse dyr, som kaldes invertebrater.
Kranie og rygsøjle danner, udover at bidrage til kroppens struktur og stabilitet, en beskyttende indkapsling af centralnervesystemet, altså hjernen og rygmarven.
Denne indkapsling udgør under de fleste forhold et effektivt værn omkring de sårbare nervevæv, men som vi ved kan mere voldsomme traumer betyde blivende skader på det underliggende nervevæv.
Følgerne af et brud på rygsøjlen kan være katastrofale. Vi har alle stiftet bekendtskab med historier om mennesker, der er blevet lammet efter et brud på rygsøjlen.
I dag kender vi fænomenet og har en forståelse af hvad, der er forårsager lammelse, ligesom vi desværre fortsat ved, at der ikke kan forventes bedring eller helbredelse for den ulykkelige, før end nye medicinske gennembrud har ændret på det. Må dette ske snart.
Et af de ældste eksempler på en skadet menneskelig rygsøjle, som vi har kendskab til, er det 34.000 år gamle såkaldte Stetten 1 fund[i].
Vi kan kun gætte på de nærmere omstændigheder omkring hvordan skaden er sket. Måske er den uheldige faldet ned fra en smal bjergsti, eller en forræderisk gren er knækket under et forsøg på at nå en fristende frugt alleryderst i en trætop. Hvem ved. Men pludseligt har en af flokken ligget der, bevidstløs eller med store smerter. Og de andre har stået chokerede rundt om.
Efterhånden er vedkommende begyndt at komme sig i en eller anden forstand, men bevægeligheden må vi formode har været alvorligt begrænset. Benenes førlighed har været væk. Og vedkommendes rolle i flokken har været fuldstændig forandret.
Hvordan har flokken reageret på det her? Man har stået uden forståelse af, hvad der er sket inde i kroppen på den uheldige. Måske har man efterhånden begyndt at opfordre vedkommende til at tage sig sammen, og gå ligesom alle flokkens andre.
Flokkens ældste er måske blevet opfordret til at foretage nogle ritualer, med det mål at få den skadede på benene igen. Man har været jægere og samlere, så behovet for at komme op og videre har været presserende.
Mon ikke en del af flokkens medlemmer har presset på og givet ondt af sig, når man nu var forhindret i at foretage de fornødne opbrud og dagsrejser.
Nogle har ment vedkommende måtte klare sig selv, nogle har opfordret til at komme i gang, og måske de nærmeste med de stærkeste emotionelle bånd har holdt fast i at hjælp og sammenhold var vejen frem.
Det korte af det lange er, at nogle fra flokken har taget det på sig at søge for den uheldige. Selvom man måske ikke helt har fattet, hvorfor vedkommende ikke rejste sig op og gik som alle andre gjorde, når nogen var faldet og havde slået sig.
Man tog i hvert fald ofrets sag på sig, og fandt en måde at klare det på. Det kan vi se, for knoglerne har været helet op.
[i] WeberJetal.(2004)Lumbarspinefractureina34000year-oldskeleton:Theoldestknown
prehistoric spine fracture. Neurosurgery 55:705–707