Metoden der kunne genoplive de døde
Efter et voldsomt slag mod hovedet kan der optræde indre blødninger i kraniet, intrakranielle blødninger.
Nogle af disse kan ligge mellem skallen og den hårde hjernehinde. Andre kan være i tættere kontakt med hjernen. Fælles for dem er, at de kan blive så omfangsrige, at de skaber et pres og en stigning af trykket inde i hjernekassen.
Hvis blødningen ikke standses, kan hjernens dybere dele og den forlængede marv, hvor respirationen og hjertets rytme reguleres, blive presset ned i det store hul, der forbinder hjernen med rygmarven. På dette tidspunkt fremkommer et karakteristisk symptombillede, der kan være præget af bevidsthedstab, lysstive pupiller, eventuelt kun i den ramte side, langsom kraftfuld puls og uregelmæssig vejrtrækning. Ved sådanne blødninger inde i hjernekassen, kan det være livredende at åbne hovedskallen og få blodet væk.
På et tidspunkt i vores udviklingshistorie har nogen opdaget den mulighed, at man ved at åbne ned til blødningen og skaffe afløb kan få den bevidstløse til at komme tilbage til vågen tilstand og måske endda komme sig helt. Værsgo; den første trepanation har fundet sted.
Det har sikket givet et enormt statusløft til udøveren af denne kunst, og når fænomenet bare en gang har været opdaget, kan man godt regne med, at hver eneste der faldt i koma efter et hovedtraume har fået sin skal åbnet med de redskaber, der nu har været for hånden.
De første trepaneringer menes at have fundet sted for mellem 7 og 10 tusind år siden[1]. Metoden har været udbredt[i]. Nogle mener, at viden og erfaringer med indgrebet har bredt sig, diffunderet ud, fra to centre i henholdsvis øst og vest Europa, for at nå ud over det meste af verden. I nogle regioner har det været mere udbredt end andre. På en enkelt gravplads i Frankrig har man fundet at 40 ud af 120 hovedskaller var trepanerede.
En enkelt forsker har fremsat en hypotese om, at metoden er kommet til Amerika med vikingerne, da de omkring forrige årtusindskifte slog sig ned på Labradors kyst.
Der er langt oftest tale om, at mandlige hovedskaller har været genstande for trepanering, sjældnere kvinder og endnu sjældnere børn.
En hyppig årsag til de mandlige operationer, kunne være krigsskader. Kraftig stump vold mod hovedet kan føre til dannelse af fordybninger i kraniet, bulen går indad; man taler om en depression af kraniet.
Denne type af læsion, ses ofte i ofrets venstre side af hovedet, svarende til at en højrehåndet har ramt rent ind med et effektfuldt kølleslag. Helt så karakteristiske skader ses ikke på de kvindelige hovedskaller.
De børnekranier, der har været underlagt trepanering har ikke sjældent synlige spor på kraniet af sygdom. Det kan dreje sig om hydrocephalus, vand i hovedet, eller skørbug, C-vitaminmangel.
Det er relativt ligetil at se på hullets rander om vedkommende har levet længe nok til at heling har fundet sted. Sådanne fund er ikke ualmindelige.
Man kan derfor undres over hvor godt styr man allerede meget tidligt har på infektionsrisikoen. Det er beskrevet i faglitteraturen, hvordan man i uberørte kulturer har kunnet iagttage, at man har lukket trepanationshullet med kogt fedt.
I de tilfælde, hvor der har været tale om fuldstændig heling af knoglevævet omkring hullet, må vi antage at i hvert fald en del af ofrene har levet med forskellige neurologiske, psykologiske og adfærdsmæssige symptomer, der har fordret særlige levevilkår og speciel behandling fra omgivelsernes side.
Men vi kan se, at de har været der. De har levet. Fællesskabet har stået sin prøve. Både hvad behandling og omsorg angår.
[1] https://en.wikipedia.org/wiki/Trepanning
[i][i] PhD Thesis: Drilling Away the Sprits: A Worldwide Study of Trepanation by Lara Frame May, 2010