Fanger som forsøgsobjekter
Shirō Ishii (1852-1959) var læge i det japanske forsvar, hvor han efter hånden avancerede til general. Hans speciale indenfor mikrobiologi knyttede ham til de biologiske våbenprogrammer, der var en del af datidens militære aktiviteter i en lang række lande gennem epoken op til WW2. Her blev han leder for den såkaldte Unit 731, en enhed i den Kejserlige Japanske Hær der havde til opgave at udvikle og forske i biologiske våben samt forestå deres anvendelse.
Unit 731 stod bag nogle biologiske angreb med blandt andet pest i Manchuriet under den japansk-kinesiske krig. Enheden havde også planer om at angribe USA med biologiske våben. Det er imidlertid ikke disse uhyrlige handlinger og planer, som er emnet i denne sammenhæng, men derimod de forsøgsaktiviteter der knyttede sig til Ishii’s Unit 731.
Ishii startede sin karrierer på Tokyo Army Medical School i 1930 og avancerede henover årene til at blive ledende for UNIT 731 og hele det japanske biovåbenprogram i perioden omkring anden verdenskrig. På sit højdepunkt involverede organisationen 5000 personer fordelt på 26 centre og forbrugte omkring 600 forsøgspersoner årligt. Der var typisk tale om krigsfanger, men også sagesløse civile, der med varierende metode blev inficeret med forskellige mikrobiologiske organismer for at blive iagttaget under det efterfølgende sygdomsforløb. Vivisektioner, altså levende kirurgisk åbning af forsøgspersonerne, var en rutinemæssig foreteelse, der ofte foregik uden nogen form for bedøvelse. På denne måde undersøgte enheden omkring 25 forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer omfattende eksempelvis pest, kolera og tyfus.
Selv var Ishii vokset op som søn i en privilegeret, formuende familie, noget der sikrede ham adgang til velrenommerede skoler, hvor han var en elev af den type lærerne værdsatte. Han hævdes at have været udstyret med fotografisk hukommelse, der satte ham i stand til at huske en bog fra første til sidste side efter en enkelt gennemlæsning. Det fortælles på den anden side, at han ikke var sine klassekammeraters foretrukne selskab, idet han blev opfattet som arrogant, fremmasende og ufølsom. Et lignende billede af ham tegnedes senere af hans studiekammerater, der oplevede ham som med manglende sociale færdigheder. Der gik vittige historier om, at Ishii’s foretrukne sociale kontakter var bakterierne i hans petriskåle. Samlet tegner der sig et billede af en højt begavet, empatideficient personlighed. En ikke helt almindelig mand af en type, man formentlig vil finde stærkt overrepræsenteret i toppen af repressive systemer, hvor demokratiske kontrolmekanismer er fraværende eller sat ud af funktion, top-down systemer hvor kun resultater tæller.
Det er imidlertid psykologisk interessant, når man søger at portrættere og analysere en karakter som Ishii’s med hans horrible CV, at der fra nære personer blandt hans pårørende løfter sig nuancerende stemmer. Således har hans datter udtrykt sig på denne måde om hans karakter: “My father was a very warm-hearted person…he was so bright that people sometimes could not catch up with the speed of his thinking and made him irritated, and he shouted at them.”
Embedsmænd og specialister fra USA indgik efter WW2 aftale med Ishii om udlevering af samtlige forsøgsrapporter og data mod straffrihed for Ishii. Ud fra en rent nytteetisk betragtning må det formodes. Her afveg man radikalt fra den model man havde valgt i forhold til de tyske læger, der havde gjort sig skyldige i lignende infame forsøgsaktiviteter. Desværre viste der sig efterfølgende at være bred faglig konsensus om, at Ishii’s resultater ikke var særligt anvendelige, modsat tyske lægers arbejde, der godt nok var lige så forkastelige, men dog bidrog blivende til den faglige viden om eksempelvis kulde / varme fysiologi.
Der er forskellige forlydende om Ishii’s videre skæbne efter krigen. Nogle vil vide, at han forblev i USA og bidrog med sin ekspertice der, andre hævder at han slog sig ned med en klinik i sit hjemland. Han afgik ved døden som følge af strubecancer 9. oktober 1959, kort forud herfor var han konverteret til katolicismen og havde skiftet navn til Joseph.
