Rekviem for Modernismen

Danmark har traditionelt forbundet den moderne verdens ankomst med Georg Brandes´ fore­læs­nings­række Hovedstrømninger i det 19de Arhundredes Litteratur. Første forelæsning fandt sted 3. november 1871 på Københavns Universitet. Det kom ikke uvarslet, allerede 21. november 1869 skrev Brandes følgende i Illustreret Tidende.” Der er og har allerede længe været en Pause i Danmarks poetiske Produktion. En Litteraturperiode ligger afsluttet bag os. En ny og rigere vil forhaabenlig om kortere eller længere Tid indtræde.”

Begivenheden blev budbringer for et totalt skift i vores levevilkår. Forandringens vinde blæste over Europa. Store befolknings­strømme gik fra land­dis­trikterne ind mod byernes fabrikker. Det arbejdende prole­tariat begyndte at organiserer sig og klassekampen manifesterede sig her i store konfrontationer som Slaget på Fælleden og murer­strej­ken. Den økonomiske magt gled fra jordbesidderne til byens fremvoksende klasse af industria­lis­ter, der blomstrede op som følge af tidens teknologiske landvindinger.

Videnskaben, ikke mindst lægevidenskaben, gjorde skelsættende landvindinger. Vaccinationerne sparkede megarøv. Allerede 1797 kom Edward Jenner med vaccination mod kopper, og ved 1800tal­lets slutning vælter miraklerne ind ad dørene.

Den lægelige autoritet voksede i takt med landvindingerne­. Med så store, og reproducerbare mirakler kan enhver opnå gudestatus. Og det var netop hvad der skete. Flere og flere tilslutter sig den nye religion; videnskaben. Men netop gennem guddommeliggørelsen får menneskelige fejl og mangler spillerum.

Det hvidkitlede aristokrati fremsætter teorier, der ikke kan stå for eftertidens detektortest. En af de farverige er tesen om at onani giver rygmarvstæring. Man må forstå, at det her lagde tunge pligter på det ægteskabelige og gav prostitution gode indtjenings­mulig­heder plus en status, der svarer til, hvad vi nu kalder kritisk infrastruktur.

Mere kontroversiel var teorien om slægternes forfald. En af dens fremmeste repræsentanter i Danmark var psykiateren Frederik Frits Lange, der i sin karrieres zenit udgav en afhandling om emnet. ”Slægter” hed den. Den gennemgik hvordan de store slægter, der dengang ud­gjorde cremen af landets jordbesiddere, i virkeligheden var depraverede og fordærvede i deres adelige hoveder. Alle til hobe; lige fraset enkelte genier, der hang som frugter i deres pilrådne stamtræers kroner. Degene­rerede, det var hvad, de var, pæderaster og bærere af unævnelige laster.

Forfatter og journalist Hermann Bang, der var af Hvideslægten, gamle kongemagere, betragtede sig selv, sit ophav og sin homoseksualitet i lyset af teorien. I debutromanen Håbløse Slægter gav den purunge forfatter en klokkeklar beskrivelse af faderens bipolare lidelse og tidens opfattelse af den. Her kan man blandt andet læse, hvordan man behandlede depres­sioner med cham­pagnekure. Bangs onkel var overlæge på Oringe, så han vidste hvad det drejede sig om.

Og digteren Gustav Wied tog fat hvor Bang slap. I romanen Slægten lagde han ikke fingrene imellem. Han kendte forholdene fra sin egen svigerfamilie. De var syge i roen; adel, konge­huse, hele banden, man havde jo længe vidst det. Men nu havde det en videnskabelig forklaring.

Indu­stria­listerne blev selvsagt finkulturelle lovsyngere af litteraturen, man sponsorerede rundhåndet, mens man godtede sig og skubbede på for at overtage den politiske magt, nu de allerede havde pengemagten. På den måde blev fake videnskab et centralt element i modernismens gen­nembrud og borger­skabets magtovertagelse. Fænomenet havde europæisk omfang.

I Wien tog neurologen Freud sig af borgerskabets kvinders neuroser. Hvad der tidligere udspillede sig i skriftestolene, flyttede til analytikerens briks. Samtidigt skiftede al skyld og skam adresse, det hele viste sig nemlig at være forældrenes skyld. Oh en bombe under familien. Og slægten var der, som vi ved, allerede lukket og slukket for.

Ipsen, den norske dramatiker, anviste løsningen. I hans drama Et Dukkehjem valgte hovedkarakteren Nora at tage sin arv og forlade børn og mand. Forlad alt, realiser dig selv og bliv moderne!  

I sit digt Sakuntala varslede Drachmann, som jeg har beskrevet i min bog af samme navn, modernismens opgør med romantikkens syn på kærligheden og naturen.

Men moderniteten tøvede ingenlunde, det ene tekno­logiske gennembrud jagtede det andet. Løfterne var forjættende.  Så naturligvis skiftede stigende andele af tidens intel­ligent­sia Vor Herre ud med viden og teknologi. Det var i sandhed et ”enten eller”. Vi kommer fra abekatte viste det sig, og det var det.

Afsmitningen mellem videnskab og kunst var så intens, at man stedvis må tale om flydende grænser. Pontoppidan droppede sit ingeniørstudie og blev nobel­prisbelønnet forfatter. I. P. Jacobsen udtrykker tendensen tydeligt med sit forfatterskab og hans oversættelse af Darwins Arternes Oprindelse. Her får vores identitet en tur i tørretum­bleren. Vi er, viste det sig jo, ikke indsat af Gud til at herske over dyr og natur, vi er dyr i evolutionær konkurrence med alt og alle uden ansvar for andet end egen og artens overlevelse.

Og proletariatet lagde sig på maven for videnskaben. Marxismen var viden­skab; ikke moralfilosofi. Fremtiden var følgelig lysere end den nogensinde vil blive det igen.

Men modernismen hastede uforfærdet videre og gik i kødet på basale eksistens­præmisser. Livet, døden, familien, slægtens videreførelse, hjemstavnens, landets og i sidste ende verdens fortsatte beståen. Fødslen er nu, ligesom døden, hospitaliseret og distanceret fra vores daglige oplevelsesfelt. Ikke kun fordi de er gemt væk, men også fordi det, for den enkelte, er langt sjældnere begivenheder.

Den præmoderne verdens høje børnedødelighed betød, at døden som tab og forklaringsproblem, kom meget tidligt ind i opvæksten, ikke mindst i de lavere social­klasser. Det var nemlig boligforhold, kost og hygiejne, der betød noget her. Så tilværelsens flygtighed stod tidligt klart for den opvoksende generation med de spørgsmål til mening og efterliv som det måtte rodfæste sig med.

Men også det cirkulære biologiske system, vi havde fundet plads ind i indtil modernismens fremkomst, forsvinder. Fra at være dagligt omgivet af og af­hæn­gige af dyr, er vi i dag nået frem til, at mange aldrig er i kontakt med dyr. Landbrugets dyrehold var et grundvilkår for størstedelen af befolkningen, men også i byernes gader var dyr et dagligt indslag. Hestetrukne droscher, mælkevogne, natmændenes lortevogne, og de kongeliges kareter. Hvor man end vendte sig hen stak en hest hovedet frem, Og der var køer, tro mig, på både første og anden sal havde man kohold. Der var Kødbyen og Halmtorvet! Lugten af by var en anden. Og de gik amok, når noget stak dem. Hestene løb løbsk, eller sparkede, okserne blev vanvittige på vej til slagtning; stangede og kvaste folk. Hingste og tyre var værst, og så var de på spring, hver gang en ko eller hoppe var parat. Enhver tumpe mente at kunne se, at der var forskel.

I dag fortæller eksperter os, at kønnet er en social konstruktion. Og vær vis; denne fremmedgørelse overfor dyr er forudsætning for det industrialiserede dyrehold, vi i dag støtter med vores forbrugsmønster.

Så nu står vi der! Samtidigt med at danske forlag klager over dalende salg af litteraturens klassikere er de første genediterede mennesker kommet til verden i Kina. På et stærkt angribeligt grundlag; både videnskabeligt og etisk. Vi har aldrig vidst mere om hvordan et menneske er skruet sammen. Om føje år kan vi med CRISPR teknik klippe og klistre i DNA koder, der er renskrevet med kunstig intelligens. Og samtidigt reflekterer vi mindre og mindre over hvorfor vi er her i det hele taget.

Man kan spørge om vi er nået frem til modernismens udløbsdato? Om klimaet er det, der vil genforene os med vores lidenhed, respekten for naturen og håbet om at kærligheden vinder i den sidste ende?