Det siges, at Landbohøjskole engang rummede en gratisklinik for mindre husdyr. Her kunne dyrlægestuderende og syge kæledyr møde hinanden til fælles gavn, uden at ejeren skulle pelses totalt.
Den nærliggende ZOO blev også serviceret af Landbohøjskole. Jeg mener at huske en tidlig morgen, hvor et afsjælet elefantkorpus tårnede sig op foran en port indtil en større bygning, mens dyret afventede dissektion.
Heste og køer var ikke ualmindelige gæster i foldene bag de hyggelige gulstensbygninger. Sådan snoede menneskers og dyrs livsbaner sig ind i hinanden på den gamle Landbohøjskole.
But tis strange: And oftentimes, to win us to our harm, the Instruments of Darkness tell us truths, win us with honest trifles, to betray’s in deepest consequence.
William Shakespeare, Macbeth
Men det blev DNA´s molekylære snoninger, der tog over. DNA og CRISPR cas-9 har erstattet dyr og mennesker. Tanken synes at være, at når det hele er molekyler, så er forskellen på at reparere en ged og en knallert minimal. Og for at få has på den sidste hørm af hø og dyreekskrementer omdøbtes stedet først til KU Life og siden til Science og Sund.
Det ulykkelige ved denne udvikling er, at vi glemmer, at vi selv på bunden er dyr. Også den kønnede dimension af livet har anpart i de vilkår, vi deler med de firbenede. Der er forskelle, som kan benægtes, men ikke uden tab af indsigt. Fra bierne og blomsterne i Landbohøjskolens have til parrene på bænken og barnevognene, der trilles gennem anlægget.
Men det er som om at vi, samtidigt med at vi gennemskuer livets molekylære hemmeligheder, taber indsigt i livets dybere natur. Vi er dyr, der forløber os, forglemmer os, fortaber og forelsker os. Personligt har jeg forelsket mig i den gamle Landbohøjskole.
For øvrigt har jeg udgivet en lille novellesamling Rød Cyklus 2.0, der tager afsæt i en fremtidsverden præget af fremmedgørelse. Fremmedgørelse over for mennesker, dyr og natur.
