Den politiske kynismens genkomst i mainstream
“I skånsomhed og medlidenhed lå altid min største fare”[1].
Friedrich Nietzsche Also sprach Zarathustra
Vi ved godt, at medfølelse ikke er en naturlov. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at en mindre vælgergruppe, der kan være forbundet med relativt store udgifter og uklare langsigtede resultater, er sårbar i et demokrati præget af multikrise. Størrelser som meningsfuldhed, livskvalitet og regulær anstændighed bliver under sådanne betingelser i stigende grad marginaliseret til fordel for værdier som effektivitet og konkurrencedygtighed.
Vi behøver ikke, i denne sammenhæng, at minde hinanden om hvordan medmenneskeligheden har været forvist fra offentligheden i årene op til og under WW2. Vi ved det alt for godt. Og vi er trygge i vores overbevisning om, at det aldrig vil kunne gentage sig. Og så alligevel har vi lige bevidnet, at et neofascistisk parti netop i de her dage har haft voldsom fremgang i Italien. Så man må spørge; ville vi genkende processen, hvis vi befandt os i dens indledende fase, eller ville vi afvise det som en umulighed?
Vi har dog lykkeligvis stadig et vågent kulturliv med film og bogudgivelser, der kan puffe til vores tillid. Film som eksempelvis den tyske Nebel im August og bøger som Velfærdsillusionen tegner billeder af samfundstilstande, hvor realiteterne og deres i talesætning er under forskellige stadier af gensidig afsked. Tilstande, hvor forskellige segmenter af befolkningen har deres egen opfattelse af hvor i processen man befinder sig, svarende til hvor tæt man er på de berørte. Tilstande hvor love og regler bliver tilsidesat og ansvaret fordamper. Tilstande, hvor ikke blot individer, men grupper bliver ofret til fordel for helheden.
Medmenneskelighed viser sig nemlig at være en værdi, som selv de mest velmenende beslutningstagere kan føle sig nødsaget til at tilsidesætte til fordel for det, de måtte opfatte som en højere sags tjeneste. Der er en lang europæisk tradition for denne tilgang, der er endda filosoffer og politiske programerklæringer, der eksplicit hylder dette ekstreme og ekskluderende synspunkt.
Vi er heldigvis ikke nået til det stadie, hvor kynismen er eksplicit. Det er stadig en positiv værdi i mainstream, at udtrykke sig pænt om udsatte grupper. Men det er en truet værdi. Så sent som den forgangne uge kunne man læse følgende overskrift i Helsingør Dagblad:
Så mange millioner lænses Helsingør for – udgifter til handicappede eksploderer.
Man siger, at hykleri er lastens skat til dyden. Hvis der er lidt om det, så må vi konstatere, at dydsbegrebet er under forandring i Helsingør såvel som i Italien. Det ser ud til, at hensynsløs handlekraft og viljen til at forfølge det højere mål igen er ved at liste sig ind i Europas politiske hovedstrøm.
Det er så her, at det måske kan blive en opgave, at spørge om der findes en højere sag end netop medmenneskelighed?
[1] Friedrich Nietzsche opfattede tværtimod, i reaktion mod kristendom og Schopenhauer, medlidenheden som symptom på biologisk dekadence, den svages svaghed for den svage. Det “overmenneske”, som han lod Zarathustra forkynde (Also sprach Zarathustra, 1883-84), er ligefrem den, der overvinder medlidenheden: “I skånsomhed og medlidenhed lå altid min største fare”.
https://denstoredanske.lex.dk/medlidenhed
Velfærdsillusionen | Samfundslitteratur