Psykiatri, kultur og Det moderne gennembrud

P.S. Krøyers og Holger Drachmanns sjælesørger

        .

Et slør har hvilet så trist og gråt

        over min smertende pande –

        som det, der vifter i dødsvinds-Blaf

        langs Lethes mumlende Vande

        Hvad, Lethe?  Jeg smiler ad skyggernes flod

        og sørgeflors viftende klude:

        der svulmer en Livsbølge gennem mit Sind-

        i Dag er jeg første gang ude

.

Ovenstående vers skrev Drachmann i 1903 under et ophold hos over­læge Frederik Lange på Middelfart Sindsygeanstalt. Det stod i Po­litiken 3. oktober samme år.

April 1992 fandt jeg på Medicinsk Historisk Museum i København en akvarel signeret P. S. Krøyer. Den portrætterede var Dr. Frederik Lange.

Ansporet af dette, har jeg været gennem forskellige arkiver, hvor jeg har fundet adskillige breve fra Dr. Langes hånd. De viser, sammen med det øvrige materiale, jeg har været igennem, en mand med mange ual­minde­lige talenter, spændende fra for­fattervirk­somhed til praktisk lægeger­ning, som psykiater.

Han var optaget af tidens strømninger, hvad der afspejler sig både i hans dramatiske arbejder, hvoraf nogle har været opført på det kongelige teater, og i hans lærebøger, hvor han indgående beskæftiger sig med de slægtsteorier, der var så betydningsfulde for epoken.

Lange var involveret i kredsen omkring Georg Brandes, og er på den måde påvirket af, og har påvirket, de strømninger Brandes senere samlede under betegnelsen “Det moderne gennembrud.”

Jeg vil gerne i det følgende, betragte et materiale, der blandt andet kan illustrere, hvordan et endnu tidligere syn på kunst og den skabende proces, gradvis moduleres over i et andet, med en for­skydning af nogle etablerede værdier til følge. 2)

Brydningen ligger mellem romantikkens genidyrkelse, der be­trag­ter kunstneren som begavet med en kontakt til en højere ver­den, over­for hvilket det materialistiske verdensbillede gør oprør. 15) Måske bedst udtryk i sentensen “Geniet som neurose”. Den til­lægges Mo­reau og er citeret af Lange i hans sidste bog “Slæg­ter”.

I sit arbejde med dette område, udviklede Frederik Lange en teori, der trods det, at den i dag kan tilbagevises, dog al­ligevel har be­røring til terapeutiske metoder, der stadig finder anvendel­se.

Gennem sit kliniske virke og gennem sin private bekendtskabs­kreds kom han i berøring med flere af tidens største danske kunstnere.

.

Historisk Baggrund

Igennem slutningen af det 18. århundrede udviklede det materia­listiske, rationelle verdensbillede sig fra et være et oprørsk indfald i en avantgardistisk kreds til at blive en over­ordnet ånds­retning, der ikke kun domi­nerede indenfor naturviden­ska­berne, men bredte sig igennem samfundsteorierne, litteraturen og den øvrige kunst, for at nå frem til at blive den herskende opfattelse helt op til vor tid.

En voldsom industriali­sering og urbanisering prægede samfun­det ved århundredskiftet, mens nye teorier og ideer revolutionerede tidens menneskers be­vidsthedsliv og tanke­verden.

I Danmark betegner begivenheder som slaget på Fælleden, Georg Brandes’ forelæsninger, I.P. Jacobsens novelle “Mogens” og Holger Drachmanns digt “Engelske Socialister”, at et gen­nembrud var en re­a­litet.

Parallelt hermed finder der store banebrydende landvindinger sted indenfor lægekunsten. Mikroorganismerne opdages, karbol indføres i kampen mod infektionerne, og som en særlig del af lægeviden­ska­ben, vinder et nyt syn på psykiske lidelser for alvor frem i denne epoke.

Disse store forandringer i datidens menneskers opfattelse af dem selv og den verden, de levede i, kan ikke betragtes som enkeltstå­ende hændelser, men må ses som udtryk for en gensidig vekselvirk­ning, mellem forskellige bærende lag og retninger indenfor dati­dens videnskabelige, åndelige og politiske liv.

.

Psykiatriens Pla­cering.

I Danmark undergår forsorgen for sjæleligt syge medborgere, en for­andring under Frederik d. 6. ved attenhundredetallets be­gyn­del­se.

Frederik d. 6. havde i en årrække haft svær sindslidelse tæt inde på livet, idet hans fader Christian d. 7. var sindssyg. Et faktum der for øvrigt berøres i en kort brevveksling mellem Lange og dennes kollega Dr. Christiansen, der i slutningen af 1906 udgav en bog over emnet. 28)

Det har næppe ligget Frederik d. 6. fjernt, at betragte sindsli­delser under en medicinsk indfaldsvinkel, al den stund hoflægen Struense stod for retningslinjerne i både behandlingen af kongen og kronprinsens opdragelse.

Der var over hele Europa en spirende erkendelse af nye sam­men­hænge på området. Nødvendigheden af en mere human måde at behandle de sjæleligt syge på, begyndte at vinde accept. Psykiateren Pinels indflydelse betød, at tilværelsen for de “gale” blev mindre utålelig end hid­til.

Det har derfor sin forklaring, både i tidens udvikling af nye ide­er på området og i en velvillig monark, at Sankt Hans Hospita­let bliver opført ved Roskilde omkring begyndelsen af det 18. år­hund­rede.

I lyset af tidens naturvidenskabelige teorier opstod mange teser, der i dag kan tage sig noget besynderlige ud. Hvad der dog ikke frakender dem væsentlig medicinsk- og kulturhistorisk betydning.

1857 fremsatte psykiateren B. A. Morel (1809-1873) en fornyende teori. Den introduceredes i et værk med titlen “Traitè des dege­nerescences physiques, intellectuelles et morales de l`espe­ce humain”. Emnet var de store slægters forfald, gennem indgifthed, en foreteelse som Morel hævdede førte til forbryderisk adfærd, sjælelig sygdom og vanskabte legemer. Der har næppe været noget kongehus eller nogen fyrstefamilie, der ikke har følt grunden vakle under sig.

Degenerationsteserne sattes af Lombroso i 1876 med “L’uomo de­linquente” i relation til den degenerationsramtes fysiske ydre. Man talte om stigmata. Synlige større eller mindre mis­dannelser, man mente indicerede begyndende degeneration.

I 1871-1874 oversatte I. P. Jacobsen Darwins værker “Arternes Op­rindelse” og “Menneskets afstamning”. Værker hvis indhold vi stadig accepterer, men hvis rammer vi i dag igen må tage op til fornyet debat.

Tilsyneladende upåagtet af eftertiden, forsvarede reservelæge ved Østifternes Sindsygeanstalt Frederik Fritz Lange sin disputats ov­er emnet “arvelighed” i året 1883. 15)

.

Frederik Fritz Lange 

10-11-1842 til 30-12-1907   28)

Den på det tidspunkt 41 år gamle Frederik Lange var søn af rektor ved den Lærde skole i Vordingborg. Hans to brødre bar navnene Jul­ius og Carl.

Familien boede ikke langt fra Udby, hvor N. F. S. Grundtvig for øvrigt i en periode havde arbejdet som kapellan hos sin far. Selv var familien Lange dog ingenlunde uden digteriske årer al den stund brødrenes morbror var Frederik Paludan-Müller, der i 1843 var ud­kommet med versromanen Adam Homo. Frederik Lange skulle som sin ken­dte onkel også komme til at ar­bejde med skønlitterære em­ner.

1861 dimitterede Frederik Lange som privat student.  Efter sin embedseksamen arbejdede han en overgang som militærlæge, for siden at få ansættelse ved Oringe. 1887 blev han ansat som overlæge ved den nyopførte sindsy­geanstalt ved Middel­fart. For­inden havde han været på en studi­e­rej­se, hvor han havde indhøstet en række af tid­ens nyeste er­far­in­ger vedrørende indretninger af sådanne institu­ti­­oner. Forun­drings­vækkende nok, blev han dog ikke konsul­teret som vejleder under ind­retningen af anstalten ved Middel­fart, hvad der efter Hjal­mer Helwegs udsagn frakender Lange for ansvar i for­bin­delse med den sørgelige omstændighed, at Middelfart ikke mange år efter sin op­førelse måtte afvise kroniske patienter på grund af overbe­læg­ning. Stedet havde forpl­igtelse til sammen med anstalter­ne i Århus og Vordingborg at optage kroniske patienter efter et fælles regu­lativ fra 1888. 4)

Lange arbejdede på anstalten til sin død, og betegnes samstem­mende af kilderne som et varmt engageret menneske, og en dygtig be­skriv­er­ af patientskæb­ner, som han i korte leven­de signale­men­ter har gi­­vet videre til eftertiden. Navnlig i hans sidste bog “Slæg­ter”. Professor D. E. ­Jacobsen fremhæver dem som “Sande pragtstykker af Sygejournaler nedskrevne som gribende Livsskæbner.” 28) Jeg har     valgt to breve til pårørende af patienter, som eksempler på dette.

Det teoretiske grundlag Lange arbejder med udsondrer to store ho­ved­­­­­­­­­­­­­­­­­­grupper af lidelser. En der betragtedes som arvelige sindsyg­domme og en anden man antog var degenerationstilstande. 10) Man må her gøre sig klart, at begreberne ikke i de år dækkede ganske det samme som i dag, hvad vi skal komme tilbage til.

I relation til den gruppe, der betragtedes som degenerations ­til­stande, introducerede Lange i en af sine lærebøger en beskri­vel­se af, hvad han kaldte “psykiatriske radikaler”, der kan tage sig ud som en tilnærmelse til neuroselæreren. (Freud var samtidig med Lange, hvad der også afspejles i at Lange arbejdede med hypnose som terapiform.) 10)

I hans sidste lærebog “Slægter” fra 1904, gør han i detaljer rede for sit syn på de store slægters degeneration. Teorien betegner hele tidsepokens syn på slægsbegrebet. Man må her være opmærksom på, at samfundet samtidigt var under omlægning, fra et system af indflydelsesrige slægters interne og gensidige sikring af hinandens stilling, til et samfund, hvor staten i stig­ende grad skulle komme til at stå som garant for social tryghed. Man kan sige at velfærdsstaten var i sin vorden. Og at slægt­s­teor­ierne var med til at bane vejen for den. Opfattelsen af slæg­t­­erne som en enhed, der undergik et henfald efter en given tid af­spejle­des, som man kan forvente, da også i tidens litteratur. Bedst ken­dt er vel Herman Bang, der i romanen “Håbløse Slægter” be­skriver sit personlige møde med degenera­tionslæren, så tæt på virkelig­heden, som han indenfor tidens snærende moral har kunnet. Lange stod altså ikke alene med sine slægtsteorier, omend han dog i nogen udstrækning savnede genklang for sine ideer om det under­liggende biokemiske grundlag.

Udgangspunktet var, at betragte hver enkelt slægt som en leve­nde enhed, der gennemgår en vækst, en blomstring og et hen­fald. Lan­­­­­­­­­­­­­­­ge beskriver de tre faser. Den midterste betegnes ved, at hjer­­­­­­­­­nen her er fuldt udviklet. I denne periode er hjernen, efter hans op­fat­te­lse ” i stand til alt hvad der overhovedet ligger indenfor mulig­hedernes grænse.” I dette lag opstår “ener­ne”, der kun af efter­tiden kan bedømmes i deres fulde omfang. 16)

Som det underste lag ses slægter i fremvækst, og som det øverste lag finder vi slægterne i degeneration.

Betragtningen ses afspejlet i poesien også. Eksempelvis i linien “slægt skal følge slægters gang” skrevet af B.S.Ingemann 1850.(Al­tså 7 år før Morel’s bog.) Og vi finder den i den dialektiske lyrik, hos Søren Kierkegaard i Frygt og Bæven, der er nogle årtier tidligere. ( se afsluttende citat) Endelig kan den spores tilbage til Iliaden sjette sang vers 146, hvor følgende passus forekommer: ” Ligesom træernes Blade, saale­des er Menneskenes Slægter; Bladene strøes af Blæsten paa Jord, men når skovene grønnes, skyde der friske paa Grenene frem ved vaarens igenkomst, saaledes Menneske­nes Slægter; en fødes, en anden for­svinder.” (fra Wilsters over­sættelse.)

Indenfor slægtens ramme udvikles hjernen hos dennes indivi­der. Efter Langes opfattelse med det for øje;”at hævde sin egen in­dividuali­tetsmagt, at stå frit mellem sine omgivelser, og at lede dem derhen, hvor han føler, der er sikrest og bedst at være, at binde dem ved love hvorunder han tror, de kan leve bedst og lykkeligst.” Man mærker tydeligt den Darwinis­tiske indflydelse.

I det endelige lag, degenerationslaget, vil man kunne finde særprægede sensible individer, det er de, der udgør kernen i Frederik Langes syn på kunstneren.

.

Geniets patologi.

Lange giver, senest i “Slægter” et nøjagtigere signalement af det degenerative individ: “den indtil det sygelige fintmærke­nde impres­sionabilitet den spejlbilledlignende skarphed i opfattelsen og hukommelsen og den evig bølgende, stemnings­bevægende sensibili­tet, der hindrer det i at finde hvile og gennem overvejelse og reflexi­on at vinde frem til en fast og kontinuerlig personligheds­ud­vik­ling.”

Signalementet uddybes med et eksempel fra romanen “Lyst” af Gab­riel d ‘Annunzio, der typisk for tidens stil, som den afspejle­de sig i udviklingsromanen, skildrer en hovedperson, der gradvis, skridt for skridt, går mod sin egen undergang. Et offer for egen impulsivitet og sanselighed. Romanens vendepunkt ligger i det lille ord “nunc”. Hovedper­sonens bundethed til nuet afspejles i dette begreb. Skæbnen er uaf­vendelig, i berusende skønhed og lidenskab bukker det dege­nerative individ under. – I sandhed dekadence så det er til at forstå.

Lange var som nævnt temmelig ensom med sin teori om degeneratio­nens ætiologi. Han mente, at ophobning af urinsyre gav anledning til fænomenet. Hans broder Carl Lange, der i 1886 udkom med:”Om Periodiske Depressionstilstande og deres Patoge­nese”, hvor et af de tidligste billeder af den endogene depression er tegnet,[1] har strejfet hypotesen, og skal gennem denne være blevet ført ind på nogle betragtninger over anven­deligheden af litium i terapeutisk øjemed. Men udover dette var samtiden forbeholden, over de dele af Langes arbejder.

Man havde dog gennem en længere årrække undersøgt urinen fra tid til anden på patienter med forskellige lidelser, for om muligt ad denne vej at hente fingerpeg om lidelsens beskaffenhed. Søren Kier­­kegaard var for eksempel umiddelbart før sin død i 1855 blevet un­dersøgt på den måde ved Fredrikshospitalet i København.

Lange foranstaltede egne større og mindre statistiske undersøgel­ser. Således publicerede han i 1885 en undersøgelse i hospitalstidende, der omfattede 1000 personer. 5) Han belyste i denne de psyki­atriske lidelsers debut­­forhold med henblik på alder og køn.

I “Slægter” fremlagde han en, dog talmæssigt betydeligt spar­som­mere undersøgelse med det mål, at belyse en eventuel sammenhæng mellem forekomst af stigmata, artritis urica og degenerationstil­stande.

.

Terapi

Lange opdelte sin behandling i to typer, alt efter hvilken ind­faldsvej til patienten, det drejede sig om. Han gør på denne måde rede for en psykisk og en somatisk terapi. I den indledende fase, fremhæver Lange de psykiske faktorer som væsentlige. Mens de, når sygdommen er i akut opblussen, er af underordnet betydning. Idet hans opfattelse er, at patien­ten i denne fase befinder sig i en tilstand, hvor der “er slået bom for de veje ad hvilken den (vir­ke­ligheden) skulle trænge ind i den syges bevidsthedsliv”, som Lan­ge selv udtrykker det. Men i de indledende faser lader ændrin­ger i patientens miljø sig anvende terapeutisk med held. Her peges som eksempel på, at det ofte kan være forbundet med positive resul­tater at fjerne en deprimeret skyldplaget patient fra sit hjem, uanset at denne måtte føle det som umid­delbart ulideligt.

         Lange var den eneste af landets daværende overlæger, der forsøgte familiepleje. (22)

Som de tre mest betydningsfulde psykiske faktorer peger Lange på ro, arbejde og frihed. Behovet for hvile er i Langes øjne fundamentalt for helbredelse. Han paralleliserer til en pneumo­niramt lunge, der også må have hvile for at restitueres.

I forlængelse heraf gør han gældende, at hvad der for den ene patient er hvile og fred, meget vel for den anden kan være et infernum. Hvor den ene patient finder fred i en fjern ende af anstaltens have, finder den anden indre ro på en larmende hospi­talsgang mellem de andre indlagte. For nogen patienter kan isola­tion i enecelle være en lettelse, anføres der.

Generelt gik man i de år bort fra celleisolering, idet man gik over til de såkaldte vagtafdelinger. Men såkaldte cellepatienter, der antagelig har frembudt alle tegn på sensorisk deprivation, kunne stadig findes rundtom på vore anstalter så sent som i 1915. 4)

Efter at patienten har opnået rimelig grad af restitution, kan der så åbnes for adgang til frihed og arbejde. Der administre­res med et vågent øje til i hvilken grad patienten bedres eller igen får det dårligere.

I et kort afsnit beskrives tvangsstolen, hvori patienter fra tid til anden kunne befinde sig i måneder. Der var adgang til at føre bækken til og fra patienten, uden at stolen åbnedes.

Lange fastslog at metoden ikke hørte hjemme i samtidens psyk­iatri. Som et alternativ foreslog han en trøje med ærmer, der var lukke­de, så skadelige manipulationer forhindredes. Her tænkte han også på masturbation.

Ernæringen betragtedes som væsentlig. Manier ledsagedes, antog man af et stort stofforbrug, og forvirringstilstande ansås for at have sam­men­hæng med anæmi, hvorfor der behandledes med jern, album­in­mal­tose og skotsk havregrød. Her påpeges det for­sigtigt, at sondemad kan være påkrævet.

Prolongerede bade anså man for virkningsfulde. Man regnede her med bade ved 28 grader af 6-10 timers varighed.

Langes pharmacopé omfatter stoffer som opium, kloralhydrat, sulfonal, hyoscinet, amylen og (forbløffende nok) digitalis. Omtalen af opium viser kendskab til toleransdannelse, addiction og idiosynkrasier, omend det kun er det sidste begreb Lange selv an­vender. Han advarer mod at introducere stoffet overfor depri­merede og peger på, at det kan være nødvendigt at ledsage med et laxan­tium. Stoffet administreredes blandt andet ved injektion. Slutte­lig nævner han under sin omtale af opium, at han har iagtta­get, at det nok passiviserer maniske patienter, men den indre proces stan­d­­ses ikke.

Kloral anvendtes som hypnoticum, både på amid og hydratform. Amylen blev brugt på grund af dets bedøvende egenskaber. Lange advarer mod brug af bromkalium, både i forbindelse med melank­oli og ved forvirringstilstande, idet midlet fremkalder en slappelses­tilstand, der kan være af ligefrem ængstende art. Som han selv ud­trykker det.

Sulfonyl tog man i brug ved maniakalsk uro. Om digitalis skri­v­er Lange:” Et gammelt middel, der tidligere har nydt en betydelig anseelse overfor manien, er digitalis,men, baade anvendt alene el­­ler i forbindelse med opium, saale­des som man ogsaa har brugt det, synes det først at udfolde sin i adskil­lige tilfælde ube­stridelige virkning, naar det er anvendt i saa stor mængde, at forgiftnings­symptomerne sam­tidigt indtræde i form af kvalme, opkastning og en stærk almindelig afslappelse; hel­ler­ikke er midlet farefrit, idet der i sjeldne tilfælde kan fore­komme pludselige kollapstilstande med dødelig udgang.”

Som en detalje gør Lange opmærksom på, at han ikke er tilhænger af alkohol i behandlingen, selvom det “ofte er anbefalet imod for­skellige Sindsygedomsformer” og han fortsætter:” Som lægemiddel er den absolut undværligt.” 10) Her kan det tilføjes, at Hermann Bang i Haabløse Slægter beskriver, hvordan en deprimeret får ordineret champagne af lægen.  

.

Lange som Kunstner

Lange var ikke blot levende interesseret i kunst. Han har ved flere lejligheder selv virket som skabende kunstner. Hans navn sættes i forbindelse med mindst tre dramaer, hvoraf et par har været opført på det kongelige teater i København.

Georg Brandes beretter i sin nekrolog over Lange, hvordan denne som ung havde kontaktet ham, for at få hans bistand til at få et stykke antaget ved landsscenen. 2) Efter nogle forviklinger kom der et stykke fra Langes hånd op på teatret, endda med så for­­­­­nemme navne som Johanne Louise Heiberg og Vilhelm Wiehe, i roller­ne som henholdsvis instruktør og hovedaktør. Det ene af stykkerne opførtes i følge Brandes under pseudonym.

 Et enkelt af hans stykker er det lykkedes mig at opspore. Det drejer sig om en lille komedie, der bærer navnet “Unge Koner” 12). Det skulle, efter hvad der forlyder, ikke helt være faldet i den dengang aldrende fru Heibergs smag. Det om­handler et ungt veninde­par; gift med henholdsvis en chokoladefa­brikant og en koncert­pi­an­ist i geniklassen. Stykkets kerne ligger i den rolle kunst­nerens kone spiller for den skabende genus.  Sagt kort, så be­virker de skuffelser, som den unge kone forvolder geniet, at denne artistisk vokser, så hans udtryk når det sublime.

Tanken var ikke tiden fremmed, flere af vore hjemlige forfattere var inde på lignende betragtninger, men tydeligst kommer fænomenet nok frem, hvis man betragter Strindbergs liv og hans forhold til sin kone Sigrid von Essen, og hvordan det afspejles i hans for­fat­terskab. Ganske som realismen stilmæssigt fore­skri­ver.

Langes første stykke ved det kongelige hed ” Helene” og betegnedes af Sven Lange som realistisk af stilart. Fru Heiberg kunne lide det og Brandes beskrev det som humant i sin ånd, men sært og stridt. Det vandt dog publikum. 2)

Ved siden af at skrive teaterstykker arbejdede Lange en peri­ode som teateranmelder ved “Fædrelandet”. Ligesom han arbejdede med at un­der­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­søge andre digteres liv og produktion. Et værk om morbro­deren Paludan-Müller foreligger fra hans hånd, og han gik med overvejel­­­­­­­­­­­­­­­­­­ser om skrive et om Ibsen: “Den store digter set med Sindsygelægens øjne.”

Dette syn på kunstnere kommenterer Georg Brandes således:” Men han vænnede sig efterhaanden til at forklare enhver sjælelig Besynderlighed som Sindsyge, særlig da, naar den fandtes hos Forfattere og Kunstnere. Man nænner ikke at nævne, hvor mange afdøede Forfattere han ansaae for halvgale, og det gaar nu aldeles ikke an at berette, hvem af de levende han betragtede som forrykt. Det var ikke de mindst fremtrædende eller anse­ete.” 2)

Den Københavnske psykiater Knud Pontoppidan (Kendt fra Amalie Skrams´ Professor Hieronimus), bror til Henrik Pon­toppidan udtrykte sig således: “Hvor Lange er danner der sig kul­turcentre om ham.”  22)

Som vi har set udgjorde kunst og kunstnere, både i teori og praksis et område der havde Langes særlige bevågenhed. Måske var det denne interesse der, førte ham sammen med Skagensmale­rene og gruppen omkring dem.

,

Skagen

Skagen var blevet “opdaget” af H. C. Andersen nogle årtier tidlige­re. Han var kommet dertil selvsamme aften som Anna Anker blev født på Brøndums hotel, hvor digteren også overnattede.

Han beskrev stedet og vejen dertil i sine skrifter. -Senere duk­ke­de Michael Anker op som en af de første, og de to; Anna og Micha­el, kom til at danne kernen i, hvad man kaldte Skagenkolo­nien. Omkring attenhunderedefirserne dukkede P. S. Krøyer og Dig­teren Holger Drachmann op på grenen. Drachmann var en anerkendt marine­maler ved siden af hans forfattervirksomhed. Og der var mange flere, der fandt deres motiver mellem fiskerne og de lave hytter og huse i de år. Lyset deroppe er vidt besunget og bearbej­det på lærredet.

Det fortælles, at Lange har haft sommerhus deroppe,- givet er, at han har kendt flere af koloniens indbyggere. Det fremgår af brevene, der er efterladt. Ligesom kunstnere har fundet motivkreds og inspiration gennem religiøse og kirkelige kilder, var det naturligt for den rationa­listisk, materialistisk inspirerede maler og digter, at søge dialogen med politikere, naturvidenskabsmænd og læger. Herunder også psykiateren, der i den moderne verden repræsen­te­rede den historiske forlængelse af de gejstlige, som tidligere store skaben­de mennesker havde søgt til, i kriser de måtte gennemleve. Kriser, der også må betragtes i lyset af, hvor gennemgribende indflydelse nogle af disse mennesker har haft, ikke blot i deres samtid, men langt ind i eftertiden.

P. S. Krøyer var, efter hvad overleveringen i familien lyder på, ramt af dementia paralytica i sine senere år. En lidelse, der i de år var endog særdeles udbredt. Behandlingen af syfilis har, siden den først optrådte i Europa omkring år 1500, altid omfattet kvik­sølv indtil antibiotikaen vandt frem. Lærebøger fra forrige år­hundredes slutning beskriver stomatit som en bivirkning. Dette ud­trykker noget om, hvor meget kviksølv patien­terne har været i kon­takt med. Det rejser så samtidigt spørgsmålet om, hvormange af da­tidens diagnosticerede dementia­paralyticapatienter, der har været ofre for de psykiske følger af kviksølvforgiftning, -mer­curalisme.

Krøyer var i en periode patient hos Lange på Middelfart, og han har, som det fremgår af indledningen og et portræt jeg fandt portræt­teret Lange under et besøg på Skagen i 1900.

1903 opholdt Krøyer sig på Middelfart, samtidig med Holger Drach­mann. Sven Lange skriver kort: “Drachmann og Krøyer boede der ­nær­mest som venner af Overlægen, men måtte underordne sig kuren, hvad der maaske sommetider faldt lidt vanskeligt for den Ene.”

Den pågældende indlæggelse var for Drachmanns vedkommende an­ta­ge­lig forårsaget, af at hans på det tidspunkt noget vak­lende hel­bred, var blevet yderligere belastet af en række tvistigheder på det familiemæssige og professionelle område. Hans økonomi var i en miserabel forfatning, som den gerne er for skrivende mennesker, og modvinden omkring ham var på det tidspunkt generel i de tonean­gi­v­ende kredse. Bedre var det næppe blevet, da hans forlag skar ned på den faste månedlige ydelse og samtidigt opsagde en aftale om, at betale på en livs­forsikring for Drachmann. Historien blev kun mere ulyk­kelig af, at Drachmann, der var glad for at give, havde overdraget rettig­hederne til samme forsikring til en, han var dybt forbundet til.

Drachmanns konstitution var mærket af en sygdom i hans ungdom, hvor han under et ophold i Italien var blevet ramt af en ma­­­­­­­­ve­­infektion under en choleraepidemi. Senere stødte der lun­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­ge­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­betæn­del­se til. Hans breve viser, at der under hjemrejsen også dukke­de psykiske komplikationer op. 25)

Det samlede resultat blev, at Drachmann i september 1903 valgte, at rejse til Middelfart, et enkelt brev til hans nyerhvervede kone sendt under rejsen, viser at han har været nærværende og opmærksom på hende.

Så hører brevene op,- fra ham. Mens brev på brev fra hende for­tæller os, at Lange har givet Drachmann skriveforbud, ganske som det fremgår af hans lærebøger, at man bør. Hvile, den første psykiske terapeutiske foranstaltning var aktiveret.

Men Lange har kendt Drachmann under huden. Et kort brev fra året før viser, at der også havde været samtaler om småskavanker som Drachmann døjede med. Lange havde sendt en recept med ledsagen­de retningslinier for at få skub i sagerne.

I 1903 viser Lange med nedenstående brev, at han trods afstanden de to imel­lem, dog har antennerne ude og er opmærksom på Drachmanns situa­tion.

Middelfart 7-6-1903

Jeg skal ikke besvære Dem med noget langt Brev; men jeg længes efter at høre, hvordan De har det. Jeg har jo nok på Afstand fulgt baade den høje Cipollo og den vrede Tordengud *; men jeg kunde dog ogsaa lide at høre et almindeligt borgerligt Ord fra Dem selv.— Maven, dette vigtige Organ, hvordan har den det?

Skal De ikke… en Brøndkur igen iaar? Det holder man jo gerne for sundt og fornuftigt.- Aaret derpaa.

Og fru Soffi – hvordan lever hun? Ikke en lille Cigaret? Jeg haaber, nej.

     Med venlige Hilsner Deres Hengivende Fr. Lange

* hentydning til Drachmanns ægteskablige situation

Men Lange går dybere ind i sin patients hverdag, idet han sender et brev til Drachmanns forlæggers kone, der er en mangeårig be­kendt af Drachmann. Ad denne vej, søger han at bringe en udsoning i stand. Brevet er dateret 6-9-1903 altsaa umiddelbart efter ind­læggelsen.

Man fornemmer gennem læsningen af de involveredes brev­veks­linger, at der udspiller sig en del bag kulisserne også. Primært omkring Drachmanns økonomi.

Som det fremgår af det indledende digt var Drachmann ude fra an­stalten i oktober. Efter hvad jeg har erfaret var Søren, som P. S. Krøyer kaldtes, med, der var blevet spændt for og turen gik til Middelfart by. Det har næppe været kedeligt.

.

Lange og Patienten

Tidens diagnostik af sindslidelser var nået til et stade, hvor de egentlige sindssygdomme blev afgrænset fra andre enheder. Omkring behandlingen af de ikke sindssyge patienter udtrykker Lange, idet han henviser til et citat af professor Steenberg:

“Jeg optager dem, naar de behøver det, og jeg beholder dem, saa længe de trænger til det.” Lange fortsætter: “Dette  er natur­ligvis ikke noget endegyldigt Svar; man maa haabe, at kommende Tider maa evne at uddybe og præcisere Sagen langt nøjagtigere; men dette vil kun være muligt, ved at vi bestan­digt have disse Til­værelser for Øje og ikke vise dem fra os som noget os uvedkommen­de, der kan sejle sin egen Sø. Indtil den Tid vil det i ethvert Tilfælde være varsomst og besindigst at følge den gamle Vej – thi som Forfatteren siger:””lad os handle varligt med vore Medmenne­sker,””- Det Modsatte vilde let blive inhumant- dog, om Humanitet kan der disputeres: Men det vilde ogsaa være ulogisk, og det er være.”

På medicinsk historisk museum i København ligger der mellem flere breve, to små billetter til et forældrepar angående deres syge datter. Deres lakoniske indhold viser Frederik Lange i kontakt med sine patienters pårørende, og viser samtidigt, hvor kort man kan give udtryk for dyb menneskelig indlevelse.

Brevene er uden indledende hilsen til brevmodtageren, de har an­­­­­­­­­­­­­­­tagelig blot være lagt diskret ned i kuverten sammen med et an­det brev af mere neutralt indhold. Vi ved altså ikke hvem foræl­drene har været.

Billetterne er forsynet med anstaltens stempel i øverste venst­re hjørne, og dateret 19.-10.-1892 for den førstes vedkom­mende:

“Deres Datters Tilstand er desværre bestandigt i Alt Væsentligt ganske uforandret. Hun er endnu meget urolig og larmende og holder derved Kræfterne godt ved lige, saa jeg haaber vel, at hun skal kunne samle sine Evner igjen, naar Uroen engang lægger sig.”

              Deres forb. Fr. Lange

Andet brev er dateret 7.-6.-1895 og ligeledes med anstaltens stempel i øverste hjørne.

“Deres Datters Tilstand er ganske uforandret. Hun har i den senere Tid snarest været ret rolig af Væsen, men hun er lige saa fuld­stæn­dig forvirret i Tanke og Tale som før. I legemlig henseende har hun det godt.

        Deres forb. Fr Lange

Selv døjede Lange med et dårligt hjerte, der efter Sven Langes udsagn var familiært. Finsen havde undersøgt ham, uden at kunne standse sygdommens fremadskriden.

Lange døde ved sit skrivebord 29 december 1907, med et fær­digt arbejde på vej mod trykken. Hans reservelæge Agner Helweg skrev nekrologen til ugeskrift for Læger, dens sluttekst lød: “Sectionen viste som dødsårsag en betydelig Arteriosclerose, navnlig i Hjærtet, der var hypertro­fisk.” En banebryder for humanisme i den moderne verden var forenet med sin slægt.

Konklusion:

Langes positive behandlingsresultater kan i lyset heraf ses som hvil­ende på praktisk klinisk erfaring og en intuitiv for­nem­melse for sine patienters tarv, parret med den be­skrevne brug af farmaka og psykoterapeutiske redskaber i samspil med hans alment menneskelige kvali­teter. Ikke mindst fordi mange af dati­dens biologiske teorier på området var en kilde til mis­trøst uden tera­peutisk an­vendelig­hed.

Der var en engageret debat mellem kunstnere og videnskabs­mænd ved sidste århundredeskifte. Den var på et velinformeret niveau, og involverede både specifikke teorier samt et bagved­liggende para­digme.

Den kulturelle hovedstrøm, den størrelse der her er blevet kaldt verdensbilledet, blev betragtet som en foranderlig parameter i europæisk og dansk åndsliv. En variabel, der styret af nye er­kendelser, under­gik alteration fra at være over­vejende dua­listisk til at være materialistisk, ratio­nel i årtierne efter 1870. 

Gensidighed mellem kunst og videnskab i en sådan udvikling var væsentlig forudsætning, for at det kunne finde sted med gen­nemslag i brede befolkningslag.

Mødet mellem kunst og videnskab er således hver gang, en væs­entlig be­­givenhed i den demokratiske proces, hvor det er es­senti­elt at begge besidder de nødvendige forudsætninger for at forstå hinanden.

.

Der ligger stof til lang tids eftertanke i følgende citat, der er nedfældet en generation eller to tidligere:

“Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et menneske, dersom der til Grund for Alt kun laa en vildt gjærende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt, hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet andet end Fortvivlelse? Dersom det forholdt sig saaledes, dersom der intet helligt var, der sammenknyttede Menneskeheden, dersom den ene Slægt stod op efter den anden som Løvet i Skoven, dersom den ene Slægt afløste den anden som Fuglesangen i Skoven, dersom Slægten gik gjennem Verden, som Skibet gaar gjennem Havet, som Veiret gjennem Ørkenen, en tankeløs og ufrugtbar Gjerning, dersom en evig Glemsel altid hungrig lurede paa sit Bytte, og der var ingen Magt stærk nok til at frarive den det – hvor var da Livet tomt og trøstesløst! Men derfor er det ikke saaledes, og som Gud skabte Mand og Quinde, saa dannede han Helten og Digteren eller Taleren.” Søren Kierkegaard  Frygt og Bæven.  1843

---

    [1] Herman Bang har i Håbløse Slægter (1880) beskrevet en umiskendelig bifasisk stemningspsykose. Hans baggrund herfor ligger antagelig i faderens sindslidelse, der blev beskrevet som netop havende denne karakter. Herman Bangs onkel var overlæge på Oringe, så Bang vidste præcist hvad han skrev om.