Weekendavisen er ude i et beskæmmende bagatelliseringsærinde
Vi har vidst alt for længe at den er gal på PFAS området. Skandalen ligger i at reguleringen ikke er fulgt med markedet, der dagligt udsender ukontrolleret sundhedsskadende kemi i tusindvis af tons. En af årsagerne til at det er kommet hertil er, at informationen ikke flyder frit på området. Her spiller organer som Weekendavisen en trist rolle.
Weekendavisens i øvrigt meget høje journalistiske standard, troværdighed og velfortjente anseelse gør dette journalistiske svigt endnu mere begrædeligt.
Men bladets kulturjournalister vil måske kunne belære den øvrige stab om, at denne fortielse og bagatellisering af ubelejlige fakta omkring et toksisk mix af markedsinteresser og vandkvalitet er en klassiker, som ingen ringere en dramatikeren Ibsen for over århundrede siden har beskrevet spot on og med dyb indsigt i dramaet En Folkefjende.
Trist at komme ind på den forkerte side af historien, og lidt komisk at gøre det mere end 100 år for sent.
Weekendavisens udgangsbemærkning i artiklen er et lærestykke i manipulation for begyndere; de skriver: “Nu skal vi så også lige klappe hesten, for der er stadig flere spørgsmål end svar. Ret beset ved myndighederne ikke engang hvor grænseværdierne skal ligge.”
Og det er så her at den nødvendige advarsel forvandles til en hyggepassiar.
Det giftige i problemet er nemlig, at grænseværdierne stadig er under forandring fordi de hele tiden rykkes nedad. For et af stofferne har der været tale om flere nedrykninger og med faktorer op til 1000.
Sådan er fakta og fortælling ofte adskilte størrelser, ligesom journalistik og virkelighed er ved at blive det.
Et link til En Folkefjende i mange indspilninger: