Holger Drachmanns elegi over Elvira Madigan og Sixten Sparre

Den 19. juli 1889 blev et ungt par fundet døde på øen Tåsinge ikke langt fra godset Valdemar Slot. Begge var døde som følge af skud. Skud fra den unge mands tjenesterevolver, et våben han havde båret i sin egenskab af løjtnant ved de Skånske Dragoner i Kristianstad. Sixten Sparre, som han hed, var af gammel adelig herkomst. Af livsstil noget af en libertiner med to børn, et ægteskab og en længere løbebane som casanova bag sig.

I Kristianstad traf han under en forestilling den noget yngre cirkusprinses Elvira Madigan, der var på tourné med sin fars trup. Mødet mundede ud i lidt brevvekslinger, der atter ledte til at de to mødtes i Stockholm for senere at rejse videre over København til Svendborg, der ligger på øen Fyn tæt ved Tåsinge, hvor parret senere blev fundet.

Mødet mellem de to og dets tragiske udgang har været genstand for megen granskning og kultdannelse. To filmatiseringer har taget tragedien op. Den første i 1943 den anden i 1967. Der har været en udtalt tendens til at romanisere tildragelsen og tolke den som et dobbelt selvmord. Et resultat af ulykkelig og forbuden kærlighed. Realiteterne er måske af en mere dubiøs beskaffenhed. Alene det faktum, at Elvira døde som følge af et skud gennem øjet taler for at hun ikke fuldstændig har spillet den del af dramaet af egen fri vilje.

Samtidens medier stod i brand i den efterfølgende tid. Fordømmelserne var mange, men medlidenheden var også blandt de udtrykte følelser. Og det var ikke mindst med medlidenhed som udgangspunkt, at Holger Drachmann, i sin egenskab af samtidens største lyriker, nedskrev digtet ”Til De To”. Digtet blev bragt i Illustreret Tidende 4. august 1889.

Var der noget Drachmann kendte til, var det ulykkelig kærlighed, borgerlig afstandtagen og mediefurore. Så historien har talt til ham på alle måder.

Til De To

Til Side, Hr. Dommer! – tillad mig, Hr. Præst …
her lægger en Krans jeg af Blodbøg paa Graven;
skær løs kun! Skær løs paa den gamle Læst,
drej Øjne, kors Arme, bryd over dem Staven:
jeg plukker den Blod-Løv derude fra Haven,
hvor Tordenen hulker i Bygernes Blæst;
Naturen har Medynk – den ”Ro” er en Løgn,
som Mennesket opfandt, da Sorgen blev Sminke;
usminket er Døden, som uden at blinke
forretter sin Embedsdont Hellig og Søgn!

Jeg kjendte dem ikke – og kjender dem grant:
de har dog en Række navnkundige Aner –
saaledes som Dante blandt Skygger dem fandt
i Jammerens Land ad de vejløse Baner:
dem kjender vi alle, og sænkede Faner
betegner den Hyldest, som Kunsten dem vandt;
nuvel da! saa er det ej ”uhørt” det Skridt,
som nu giver Tungerne Løb over Landet:
de vilde det – har vel ej kunneet andet –
de to, som har elsket – har syndet – og lidt!

Jeg spænder paa Harpen den dirrende Traad –
jeg vover knap Haand over Strængen at lægge;
for vegt bliver Digtet, naar Kinden er vaad:
det var, som jeg kjendte og elsked dem begge!
det var, som jeg saa gjennem Løndommens Dække –
og ser man for dybt, ja saa koster det Graad.
Natur! Du, som intet af Sjæle-Nød ved,
som skriver din Lov, og som følger din Bane –
Dig vies min Sang, mens jeg sænker min Fane
og lægger min Krans for de skyldige ned!

Vig Pladsen! Af Vejen du sladrende Flok,
som ofrer din Hvid, for en Nyhed at vide,
som aldrig kan faa af ”Skandalerne” nok,
men næppe har Mod til med ”Ofret” at lide:
se, Parcen, den gamle, der tæt ved din Side,
hun væder sin Traad, mens hun træder sin Rok!
hvad hun vel kan spinde dig selv for et Spind,
dit Hus, sine kjære, din Slægt, dine Venner,
ja tak du din Gud, at du ikke det kjender –
thi Elskov, som Døden, er jærnhaard – og blind!

Jeg kjender dem ikke – og kjender dem godt;
og nu er de indskrevet mellem de døde!
og enten nu Rejsen bliver lang – eller blot
et Stjærneskudsfald i det graablege Øde:
nuvel! Der var Skjønhedsglans over det Møde
paa Øen i Nærhed af Valdemarsslot.
Saa fletter jeg Parret af Sommerens Flor
det skjønneste Løv i en purpurrød Vinding,
at dække det gabende Saar i en Tinding …
ak, Elskov, dit sidste, fortvivlede Spor!

28. Juli 1889.
Holger Drachmann.

Tragedien med Elvira og Sixten havde allerede tidligere samme år haft et lignende fortilfælde i det østrigske kejserhus, hvor kronprinsen Rudolf 30. januar 1889 var blevet fundet død med en ung veninde Baronesse Mary Vetsera på slottet Mayerling lidt udenfor Wien, Begge ligeledes skudt med en revolver. Også dette drama er blevet filmatiseret ved flere lejligheder. Der er blevet gisnet meget om bevæggrundene til dette dobbelte selvmord. Mellem forklaringerne har været politiske intriger, der pegede i retning af mord. Kronprinsen var i dyb opposition til sin far kejser Franz Joseph på mange områder. Det har også været en mulighed at han har haft Syfilis, men det var dog noget, man kom om ved i de år.