“Snart er de lyse Nætters Tid forbi”. Med disse ord åbner den unge Holger Drachmann i 1870ernes begyndelse et af sine betydeligste digte.
Det er blevet til under en sejltur med venner og afspejler refleksioner, som det stilfærdige Øresund åbnede for, når man gled for aftenbrisen og så hen over vandet, kysten og Københavns rygende skorstene, mens det indre blik penetrerer tidens tynde facade og svæver henover fortid og fremtid med fokus på det, der netop var brændpunkter for den unge mands arbejde og liv.
Skal vi ikke forestille os, at hans unge kone, Vilhelmine, har siddet med i den drivende lille sejler, og iagttaget ham. Måske har hun netop mærket, de første tegn på liv fra det barn, de ventede.
IMPROVISATION OM BORD
Snart er de lyse Nætters Tid forbi,
Og Mørket stiger bag de dybe Vande,
Og Bølgen spiller op den Melodi,
Som nu kun nynnes svagt ved Sundets Strande.
Snart strækker Fuglen Vingen over Hav
Og sætter Kursen efter fjerne Zoner,
Snart vil Naturen sørge paa sin Grav:
Da maa vi synge vel i andre Toner.
Men endnu spreder Sommernattens Skær
Ud over Sø og Land de lyse Vinger,
Og endnu tegner højt bag Skovens Træer
Daggryets Gud sit Navn med gylden Finger.
Og endnu driver Nattens Bris vor Baad,
En stille Vandringsmand ad stille Veje,
Og endnu har til Sang og Klang vi Raad,
Vi, som har Morgenskærets Guld i Eje. –
Daggryets Gud vi ofrer Vinens Glød,
Til dig en Hymne efter Vinen følger,
Og slaar vor Time, giv os da en Død
Som Shelleys i Toscanerhavets Bølger!
Det er en flot improvisation, der formentlig er kommet med den henkastethed, der efter sigende var så typisk for Drachmann. En hurtighed i tilblivelsen, som man kan høre nogle af vor tids sangskrivere også kender. En lethed, der ikke sjældent efterlader ophavsmanden med en følelse af at være mere medie end skaber.
Årets og døgnets gang afmales på læserens indre lærred. Følelsen af opbrud, efterår, aften og en tidsepokes endeligt kommer frem. Der er endnu håb, men muligheden for undergang er ikke ude af betragtning.
”Men endnu driver Nattens dis vor Baad, én stille Vandringsmand ad stille Veje”, udbryder Drachmann. Måske med tanker rettet mod det tilstundende opgør med romantikken, som just var på den litterære agenda. Georg Brandes holdt sine forelæsninger Hovedstrømninger i de år. Den stille vandringsmand, som nævnes, kan med det i tankerne næppe hentyde til andre end Rousseau, der efter sigende var en entusiastisk vandrer.
Det er Bourgognesocialisten Drachmann, der i sidste vers skruer op for festlighederne, men man får ikke lov, at slippe for det Drachmannske dæmoni. Et dæmoni som tidligere lejlighedsvist har ladet høre fra sig, men som her slår igennem som et uheldsvarsel, der skulle komme til at slå tonen an for de næste år af hans private og professionelle liv.
”Og slår vor Time, giv os da en Død, som Shelleys i Toscanerhavets Bølger!” Drachmann sigter her til den engelske poet Shelleys død i 1822. Denne var blevet indhentet af en voldsom storm under en sejltur i havet ved Toscana. Shelley opholdt sig dernede sammen med sin kone Mary Shelley, du ved, hende der skrev Frankenstein. Desuden var vennen Byron der; digteren der skrev Don Juan. Værket som Drachmann senere oversatte bistået af sin anden kone Emmy.
Bålfærden omkring Shelleys afsjælede legeme er beskrevet af vennen Edward Trelawny, der deltog. Det blev et sceneri på grænsen mellem det spektakulære og det makabre. Alt i alt en begivenhed, der har sat sig dybe spor i europæisk kulturhistorie.
Det er Drachmann, der reintroducerer engelsk kultur og sprog i Danmark. Der havde været kold luft til England siden Napoleonskrigene, hvor de stjal vores flåde og skilte os fra Norge.
Når Drachmann slutter sin improvisation på netop denne note, så har det sine årsager i personlige tildragelser. Tildragelser, der endnu ikke havde fundet ord, men som formentlig har givet anledning til nogen eftertanke hos digterens nærmeste.
I min bog Sakuntala – Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann har jeg beskrevet det her mere detaljeret og har fremlagt kilder, der giver læseren mulighed for at drage egne konklusioner.
Links:
https://www.britannica.com/biography/Edward-John-Trelawny