Er tiden en nødvendig forudsætning for kausalitet og dermed for godt og ondt?
Jeg hørte et eller andet i Danmarks Radio forleden, der fik mig til at tænke på forholdet mellem syndefald og tid.
Det kunne godt have været en udsendelse, der handlede om tiden; altså den fysiske tid, og hvordan den kan forstås. Det er et af de problemer, der interesserer mig, og hvor jeg, under beskæftigelse med det, som regel føler mig mere forvirret på et højere niveau end egentlig oplyst.
Alligevel, eller måske mere derfor, har jeg svært ved at slippe emnet. Det rumsterer i mit indre mens jeg går tur med hunden eller ordner mit hjem eller hvad der ellers er af små gøremål, som frisætter hovedet til lidt mental sysselsætning.
Nu senest kom jeg for skade at fortabe mig i betragtninger over sammenhængen mellem tiden som rammesætning for den verden, som mennesket ifølge det Gamle Testamentes Første Mosebog, Genesis, træder ind i.
Jeg forestiller mig, at mennesket under Guds bevågenhed har færdedes i et tidløst landskab, Edens Have, og her har den fatale episode med æblet fra Kundskabens Træ udspillet sig, med den altafgørende bortvisning fra Eden til følge.
Ved denne begivenhed, Syndefaldet, træder mennesket ind i tiden og det univers vi kender. Og her er begrebet et syndefald egentligt mere rammende end som så, fordi både faldet og tiden er karakteriseret ved at have ét udgangspunkt og én retning. Men kan så i den forbindelse gøre sig betragtninger om hvorvidt både faldet, Syndefaldet, og tiden har ét mål?
Ifølge den bibelske overlevering hár Syndefaldet det mål; at mennesket skal lære forskel på godt og ondt, et dilemma der blandt andet knytter sig til egenskaber, som at kunne træffe valg og tage ansvar.
Netop ansvaret er i den forbindelse interessant, idet det knytter tæt an til et basalt vilkår i dette univers; nemlig kausalitet. At have ansvar, og at pådrage sig skyld forudsætter et kausalitetsforhold, noget der igen forudsætter en tilstedeværelse af tid. Uden et før og et efter, kan man ikke tale om årsag og virkning, hvad der er en forudsætning for at begreber som ansvar og skyld giver mening i menneskelig forstand.
Og her er det at tiden kommer ind, som en nødvendig forudsætning for den menneskelige forståelse af værdier som ansvar, skyld og godt og ondt. Derfor er begrebet Syndefald alligevel mere end bare grebet ud af luften. Måske er det den mest dækkende betegnelse for hvad der foregår.
På den baggrund kan man fornemme, at man, det øjeblik man træder ud i evigheden, nødvendigvis må betragte den jordiske eksistens i et helt andet lys.
Jeg tror, at Søren Kierkegaard i værket Kærlighedens Gerninger beskriver menneskelivet som et teater, med den videre forståelse af metaforen, at vi siden skal mødes i omklædningsrummet og diskutere det stykke vi har deltaget i og den rolle vi har spillet.
Måske er det dette møde med teaterdirektøren, regissørerne og kritikerne i evighedens omklædningsrum, der er målet for syndefaldet, tiden og menneskelivets teaterstykke?
Læs gerne mere om uddrivelsen og det efterfølgende menneskelige teater i min novellesamling Rød Cyklus 2.0. Kan købes hos Saxo eller lånes på bibliotekerne.
Få Rød Cyklus 2.0 af Gert Maarløw Nicolaisen som Paperback bog på dansk