Et af de Shakespeare citater jeg holder mest af, er dette:
Truth’s a dog must to kennel; he must be whipped out, when Lady the brach may stand by the fire and stink. King Lear ACT ISCENE IV.
Jeg ville selvgengive det sådan: Sandheden er en hund man med sin pisk jager ud i hundehuset, mens Løgnen, den stinkende tæve, slanger sig foran pejsen
Replikken fremsættes af King Lears nar, der som en af de aller sidste følger King Lear i dennes ensomme elendighed, efter at han har foræret kongemagten over sit rige bort til folk, han troede var hans tillid værdig.
Det er så underfundigt og tankevækkende, at netop narren, er den eneste som udtrykker indsigt i tingenes sammenhæng og er den eneste, der har mod og mulighed for at sige det. Om end en anelse forblommet og for sent.
Det spændende ved dramaet King Lear, eller tragedien som stykket vel rettelig bør betegnes, er at næsten enhver tidsalders magtkriser, kan læses ind i fortællingen.
Magthaverens selvforblindelse og sandhedens trængsler er evigt tilbagevendende temaer, der hver gang fører samtiden bag lyset.
For hvem er narren her? Er det en stand up komiker, der tager magten? Eller hvem er King Lear, er det Europas samlede nationale ledere? Hvem får ved list og lirke magten foræret? Og hvor er den evige våbenmagt, den eksplicitte og den implicitte, på vej hen, i hele det aktuelle scenarie?
Vi ved det ikke helt, men satser. Satser i et landskab, hvor vi kun har Shakespeares nars ord at forlade os på:
Truth’s a dog must to kennel; he must be whipped out, when Lady the brach may stand by the fire and stink. King Lear ACT ISCENE IV.
Lånt tekst – med tak til ukendt ophavsmand
“Ifølge en legende fra det 19. århundrede mødes Sandheden og Løgnen en dag. Løgnen siger til Sandheden: “Det er en vidunderlig dag i dag!” Sandheden ser op mod himlen og sukker, for dagen var virkelig smuk. De to bruger derfor meget tid sammen og kommer hen mod aften til en brønd. Løgnen siger til Sandheden: “Vandet er så dejligt, lad os bade sammen!” Sandheden er noget mistænksom, føler efter på vandet men opdager, at det faktisk er meget rart. De klæder sig derfor af og begynder at bade. Pludselig smutter Løgnen op af vandet, tager Sandhedens tøj på og løber væk. Den chokerede Sandhed kommer op af brønden og løber rundt overalt for at finde Løgnen og for at få sit tøj tilbage. Verden, der ser Sandheden nøgen, vender forarget blikket væk med vrede og foragt. Den stakkels Sandhed vender tilbage til brønden og forsvinder for altid ved at gemme sig nede i den og skjule sin skam. Siden da har Løgnen rejst rundt i verden klædt ud som Sandheden for at tilfredsstille menneskers behov, og Løgnen kan få lov til at fare omkring i al evighed, fordi Verden ikke nærer noget ønske om at møde den nøgne Sandhed. En forklædt løgn er ofte mindre oprivende at se på end den nøgne sandhed. “