Lægen Ignaz Phillipp Semmelweis – et humanforsøg frembragt af skæbnen
Somme tider har skæbnen tilrettelagt omstændighederne sådan, at man næsten umiddelbart kan bruge sine direkte observationer til at drage en brugbar konklusion. Dette var tilfældet for lægen Semmelweis, da han i midten af 1800tallet arbejde på et hospital i Wien.
På dette hospital havde to næsten ens fødeafdelinger meget store forskelle i hyppigheden af barselsfeber og den deraf følgende dødelighed. På afdelingen med høj dødelighed arbejdede læger og studerende med de fødende kvinder, på afdelingen med lille dødelighed var det jordemødre, der udøvede deres gerning.
Semmelweis noterede sig, at lægerne også foretog undersøgelser på lig, noget der var ganske almindelig praksis i de år. Efter endte undersøgelser på sektionsstuerne gik man direkte over til barselsgangene, hvor man nu, uden håndvask eller anden form for renselse, foretog undersøgelser af fødselsvejene på de fødende.
Det var før man vidste noget om bakterier og virus, men Semmelweis påviste, at håndvask i en klorkalk opløsning kunne reducere hyppigheden af barselsfeber og den dødelighed, denne sygdom bar med sig.
Hans resultater udløste voldsomme reaktioner fra samtidens læger og blev sørgeligt nok afvist som vås. Intet under, for det han konkluderede var, at lægerne var kilden til sygdom og død, når de gik direkte fra obduktionsbordene til fødselsgangen og med beskidte hænder undersøgte de fødende. Semmelweis selv blev mentalt syg under de følgende tildragelser og døde ensom og foragtet af sin samtid.
Men Semmelweis’ arbejde holdt og hans påvisning af håndhygiejnens betydning skabte blivende forandringer til gavn for patienter i al eftertid.
Hans fagfællers voldsomme reaktion og modstand er imidlertid en overvejelse værd. For hvad er drivkraften i denne form for benægtelse af et relativt klart forsøgsresultat. Mit personlige bud på en forklaring er, at der er en meget stor byrde af skyld og skam knyttet til at skulle acceptere, at faget og måske endda at man selv med sin praksis, har medvirket til utallige patienters lidelser og død.
Semmelweis-effekten
Fænomenet er ikke enestående og man vil op gennem videnskabens og medicinens historie kunne påvise det fra tid til anden. Man kunne kalde det SEMMELWEIS-EFFEKTEN. Den skal man huske på, når man prøver at forstå, de voldsomme reaktioner man kan møde i videnskabelige og særligt lægevidenskabelige diskussioner. Man må være forberedt på, at selv det indlysende, kan blive fornægtet med stor akademisk finesse, men imod en hver sund sans.
Semmelweis har fået en ærefuld oprejsning af historieskrivningen. Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline har skrevet en farverig og bevægende biografi om den geniale læge og hans tragiske livsbane og flere filmmagere har viet deres talent til at beskrive det forkastede, udstødte og ulykkelige geni Semmelweis. Manden der så, at der lå et forsøg med mennesker lige foran ham, og trak en meningsfuld konklusion ud af i den faglige galskab og vankundighed, der rådede i hans samtid.
Der krævedes et skift i den videnskabelige tankegang; et paradigmeskift som det kaldes. Den slags forekommer fra tid til anden, og der vil komme flere. Det er den gode nyhed. Den mere triste nyhed er, at et paradigmeskift ofte tager en forskergeneration, forstået på den måde, at et paradigmeskift først for alvor slår igennem, når de forskere der følger den gamle fejlagtige praksis er gået bort.
